En grænseregion på tærsklen til omstilling

Af Dorte Jagetic Andersen, lektor ved Center for Grænseregionsforskning, Institut for Statskundskab, SDU Sønderborg, og Søren Tinning, grænseforsker og postdoc i sociologi på Universitat Autónoma de Barcelona

Den grønne omstillings potentiale som samfundsmæssig drivkraft står i centrum på begge sider af den dansk-tyske grænse. Både i Schleswig-Holstein og Sønderjylland satses der stort på at få del i de mange investeringer, jobs og skatteindtægter, som omstillingen fører med sig. Her er regionens natur og geografi en styrke.

Grænseregionen har rigeligt med vind og landområder, hvor solceller, vind- og energiparker kan etableres. Desuden er regionen et vigtigt knudepunkt for nogle af nøgleelementerne i den infrastruktur, der skal drive den grønne omstilling i Nordeuropa fra Norge til Belgien såsom vindfarme i Nordsøen og et nordeuropæisk brintnet.

Sønderjylland og Schleswig-Holstein er også præget af forhold, der er typiske for lavt befolkede områder: manglende kvalificeret arbejdskraft, små og få vidensinstitutioner, begrænset kapital og offentlig muskelkraft, langt mellem handels- og samarbejdspartnere osv. Kort sagt har regionen problemer med at nå den kritiske masse, der skal til for at udnytte den grønne omstillings samfundsmæssige vækstpotentiale.

For en lang række aktører i grænseregionen ligger løsningen på dette problem dog lige for: Nemlig et øget samarbejde på tværs af den dansk-tyske grænse. Det høje grønne ambitionsniveau og de gode naturlige og geografiske betingelser gør et sådant samarbejde oplagt. Sammen vil Sønderjylland og Schleswig-Holstein komme meget tættere på at nå den kritiske masse, der kan transformere regionen fra at bestå af to nationale udkantsområder til at blive grønt knudepunkt mellem Skandinavien og resten af Europa.

Men hvad er status på det grænseoverskridende samarbejde omkring den grønne omstilling? Og hvad skal der til for, at regionen kan udfolde sit store potentiale?

For at besvare spørgsmålene har vi afdækket mulighedsbetingelserne for at gøre det grænseoverskridende samarbejde til katalysator for den grønne omstilling. Og omvendt, hvordan den grønne omstilling selv kan stimulere til et sådant samarbejde og derved anspore en selvforstærkende samfundsmæssig udvikling på tværs af grænsen.

Vi indkredsede tre centrale områder i den grønne omstilling, der er højt prioriterede på begge sider af grænsen: Uddannelsesområdet, strategisk energiplanlægning, og Power-to-X. Selvom disse naturligvis ikke er repræsentative for den grønne omstilling som sådan, kunne vi konstatere, at der er en overvældende interesse i regionen for at styrke det grænseoverskridende samarbejde indenfor alle områderne.

Omvendt, så er konklusionen desværre også, at det faktisk eksisterende samarbejde er meget begrænset, særligt hvad angår strategisk energi-planlægning og Power-to-X. Det store problem for området er kort sagt, at der er en grænse. Grænsen fungerer som barriere på tre måder i forhold til samarbejde omkring den grønne omstilling: 1) Som en vidensbarriere, 2) en organisatorisk barriere, og 3) som barriere for dannelsen af bæredygtige grænseoverskridende netværk.

Her er det påfaldende, hvordan grænsen til trods for en markant gensidig interesse for samarbejde i praksis fungerer som et næsten uigennemtrængeligt filter for vidensudveksling. I særdeleshed indenfor strategisk energiplanlægning og Power-to-X, men til dels også indenfor uddannelsesområdet, mangler selv centrale stakeholders viden om relevante grønne tiltag, tendenser og mulige partnere på den anden side af grænsen.

Årsagen skal til dels findes i, at grøn planlægning, implementering og lovgivning generelt tænkes indenfor nationale rammer. Hermed skabes en strukturel adskillelse mellem Sønderjylland og Schleswig-Holstein, der understreger behovet for vidensudveksling, men som i praksis ofte leder til det modsatte.

I vores undersøgelse ses dette tydeligt i problemer blandt lokale aktører med at identificere relevante partnere og kilder til information på den anden side af grænsen. Samme udfordring er også dominerende i forhold til de respektive institutionelle strukturer og lovgivninger. Lægger man dertil sprog og kulturelle forskelle som forhindringer, så er billedet af et eklatant vidensunderskud fuldendt.

Dette problem leder naturligt videre til den anden barriere for det grønne grænseoverskridende samarbejde, nemlig spørgsmålet om organisering. Her er problemet, at stakeholders og interessegrupper ikke arbejder koordineret og målrettet på at styrke samarbejdet. I stedet finder samarbejdet mestendels sted mellem individuelle partnere eller det opstår tilfældigt i forbindelse med enkeltstående events og konferencer.

Kombineret skaber den manglende vidensudveksling og den fragmenterede organisation en skævvridning af netværk; eksisterende netværk er stærke på hver sin side af grænsen, men langt svagere på tværs. Det samarbejde, der finder sted, er ofte meget tæt på selve grænsen, hvor personlige relationer er bærende; eller det foregår på internationalt niveau mellem lande eller større byer. Samarbejde, som rækker både langt og dybt ind i begge landsdele forbliver fraværende, hvilket intensiverer grænsebarrieren og underminerer grundlaget for bæredygtige samarbejdsrelationer.

Problemet er nemlig, at selvom der findes tiltag, vil de have meget svært ved at anspore en selvforstærkende samarbejdsproces. For at det skal lykkes er det ikke nok med sporadiske og fragmenterede samarbejdsprojekter med en udløbsdato. Det kræver derimod en langt mere koordineret og målrettet indsats, der kan facilitere grænseoverskridende vidensudveksling og netværk på tværs af det private og offentlige og ind i civilsamfundet; det vil sige på tværs af den mangfoldighed af aktører, som den grønne omstilling berører.

Det grønne dansk-tyske samarbejde befinder sig på en knivsæg i dag, hvis vi betragter denne problematik i lyset af viden og erfaringer fra andre grænseoverskridende samarbejdsprojekter i grænseregionen selv og i Europa som helhed. Udviklingen kan således gå i to vidt forskellige retninger.

På den ene side peger tingenes tilstand på, at der er virkeligt gode muligheder for et stærkt og frodigt grønt samarbejde i grænseregionen. Der er muligheder indenfor en lang række sektorer, hvor aktører nærmest skriger på sådanne samarbejder. Dette potentiale kunne som sagt udnyttes og gøre grænseregionen til en spydspids for den grønne omstilling i Nordeuropa.

På den anden side er den grønne omstilling allerede præget af de samme problemer, som ofte opstår omkring grænseoverskridende samarbejde: En manglende udveksling af viden og erfaringer og en utilstrækkelig organisering og koordinering, hvormed parterne billedligt talt snarere står med ryggen til hinanden end de rækker hånden hen over grænsen.

Samarbejdspotentialet bliver derved fanget i individualiserede og interessebaserede netværk, som mestendels ikke vil være grænseoverskridende, og som lukker omkring sig selv.

Den grønne omstillings omfattende, komplekse og kontekstafhængige karakter gør det kritisk, at grænsens begrænsende funktion ikke slår rod og bliver altdominerende. I stedet bør det grænseoverskridende samarbejdspotentiale opprioriteres og integreres som en central faktor i udrulningen af den grønne omstilling i grænseregionen.

Kronikken er bragt i Jysk Fynske Medier i Erhverv+, torsdag den 29. juni 2023.

Topfoto: Unsplash.