Seriøst, løsningen kan blive sjov. Hvad siger du til at spille dagens nyheder?

Af: Aslak Gottlieb, journalistisk lektor ved Center for Journalistik på SDU, Mediernes Forsknings- og Innovationscenter

De privatejede nyhedsmedier er i krise. Dagbladstitlerne skærer dramatisk ned på deres produktionsomkostninger, ikke mindst ved at nedlægge redaktionelle stillinger.

Sidste år sagde Jyllands-Posten farvel til 16 medarbejdere, kun for igen i år at indlede endnu en fyringsrunde for at spare yderligere 7-8 procent. Hos Berlingske Media meldte koncernledelsen i juni ud, at man skulle 17 millioner ned i omkostninger - i andet halvår. Det førte blandt andet til, at BT nedlagde 16 stillinger. For nylig blev det så Dagbladet Informations tur til en spareøvelse på syv millioner kroner for at få regnskabet i balance.

End ikke i provinsen er der fest længere. JFM, Danmarks næststørste private nyhedskoncern, som ejer nærværende avis, indledte året med at afskedige 39 medarbejdere. Men det rækker tilsyneladende ikke. I november meldte koncernchefen ud, at de lokale og regionale mediehuse skal finde 43 mio. kroner for at få balance i næste års budget.

Samme dag blev det offentliggjort, at Herning Folkeblad A/S, som udgiver tre midtjyske dagblade, sidste regnskabsår præsterede et underskud på knap 19 mio. kroner. Dagen efter fulgte Nordjyske med en melding om behov for besparelser på et tocifret millionbeløb.

På den anden side af Kattegat har man på Sjællandske Medier over tre sparerunder i år nedlagt i omegnen af 60 redaktionelle stillinger for at få balance i regnskabet. Over en bred kam lyder det fra mediehusene, at vigende annonceindtægter er hovedårsagen til de røde tal. Det vender vi tilbage til.

Situationen er nedslående. Både for journalisterne. Og for alle os andre. Som publicistiske virksomheder bidrager dagbladene til den kvalificerede og pluralistiske debat, vores demokratiske samfund hviler på.

De seneste 100 år har dagbladene udviklet sig fra det politisk styrede partipressesystem til at fremme eksponenter for en bredere offentlig samtale. Vel at mærke en samtale, som hviler på både det solide argument og på information, der er til at stole på.

Avisernes journalistiske ideal har været at tilstræbe objektivitet som grundlaget for den opinionsdannelse, der kendetegner vores demokrati, når det fungerer bedst. Uagtet at journalister i troværdighedsmålinger scorer notorisk lavt, er det rimeligt at betragte aviserne som samfundsbærende kulturinstitutioner. De private nyhedsmediers krise er altså ikke bare et brancheproblem, men en kritisk udfordring af vores demokratiske infrastruktur.

Paradoksalt nok tyder noget på, at de samme egenskaber, der har skabt avisens succes, nu også bliver årsagen til dens svanesang. At producere en avis bliver blandt de journalistiske professioner betragtet som et håndværk.

Man taler om en ”avissnedker”. Og på journalistuddannelsen tager de studerende en række ”håndværksfag”. Fra idéen til en historie opstår på redaktionsmødet om formiddagen til den er udviklet, researchet, skrevet, redigeret og layoutet er lidt af et kunststykke.

Når avisen udkommer på tryk, er det som et færdigt kvalitetsprodukt. Mediet har en unik ergonomi, som understøtter læserens brug. Avisen er behagelig og endda æstetisk stimulerende at orientere sig i. Spalterne står præcis, som redaktionen har besluttet, de skal.

Men lige bortset fra debatsiderne, har læserne ingen indflydelse på produktet. At interagere med avisen, som man har kunnet ringe ind til et radioprogram, har aldrig været en del af kontrakten. Også det vender vi tilbage til.

Set med nutidens øjne er avisens distributionsform nærmest dræbende langsommelig. Nyhederne kommer tidligst frem med dags forsinkelse. (Og man skal helt ud i postkassen for at få dem). Tager vi i betragtning, at Jyllands-Posten så langt tilbage som i 1995 udkom med den første internetavis i Danmark, virker det som med humlebien, der ikke burde kunne flyve, at avisen stadig udkommer trykt på papir.

For nylig offentliggjorde medieforskere fra RUC, at andelen af danskere, der bruger aviser som kilde til nyheder, er faldet til 16 procent - en halvering siden 2015. Så får vi vel bare vores nyheder fra dagbladene digitalt, kunne man fristes til at antage. Hvilket 44 procent af befolkningen da også gør.

Problemet er bare, at denne andel er faldet fra 57 procent i 2017. Hvilket bringer os tilbage til problemet med de vigende annonceindtægter, som risikerer at blive en negativ spiral, hvis ikke tendensen vendes.

For medier, hvis forretning er baseret på værdien af deres annoncer, er brugernes opmærksomhed naturligvis afgørende. Jo flere der ser en annonce, des mere er den i udgangspunktet værd. Yderligere er viden om, hvem der ser annoncen essentiel. Så selvom knap halvdelen af spaltepladsen i Politikens 1. sektion på en almindelig hverdag er dækket af annoncer, er det ikke sikkert, de er ret meget værd.

Heller ikke hvis du synes, det bimler og bamler med annoncer, når du læser nyheder digitalt hos dit lokale dagblad, er det udtryk for, at indtjeningen i mediehuset er tilstrækkelig. Det store forretningsspørgsmål for de private nyhedsmedier er altså både, hvordan de øger opmærksomheden om deres produkt. Og hvordan de knytter brugere tættere til sig, for at lære dem bedre at kende og dermed forøge værdien af annonceringen rettet mod dem.

Den trykte avis, som kronikøren i parentes bemærket læser tre-fire af dagligt, egner sig ikke til formålet. Dens svanesang har godt nok været sunget i årtier. Men da den mindst avislæsende generation – Generation Z - også globalt er den største, må avisen jo langsomt komme til en ende.

Derfor pejler udgiverne efter forretningsmuligheder på digitale platforme. For der er masser penge at tjene på nettet. Det har de såkaldte techgiganter vist.

Sociale medier og gaming er kæmpe industrier med enorme brugerskarer. For eksempel fandtes der i 2020 386 millioner gamere i Europa og i 2019 havde 77 procent af danskerne en Facebookprofil.

Sociale medier og gaming har det til fælles, at de som medier er drevet at interaktivitet med brugerne. Stik modsat avisen – og i de fleste tilfælde også den digitale udgave – er brugernes bidrag og mulighed for at påvirke produktet helt essentiel for forretningsmodellen.

Set fra et journalistisk synspunkt er det nærmest kættersk på den måde at miste kontrollen med det endelige produkt. Den høje redaktionelle kvalitet hænger netop sammen med den håndværksmæssige udførelse. Brugerne bliver betragtet som lægfolk og kunder.

På Mediernes Forsknings- og Innovationscenter gør vi alligevel forsøget. Gennem deltagelse i EU-projektet NewsArcade tester vi netop nu blandt 1000 gymnasieelever et interaktivt nyhedsformat, som er inspireret af først og fremmest spilindustriens måde at interagere med brugerne på.

Hvor en almindelig nyhedsartikel kun har én vinkel, har de interaktive nyhedshistorier flere, som brugerne er med til at definere gennem valg af kilder og citater. Det journalistiske materiale er stadig produceret af redaktionens medarbejdere, men en del af redigeringen overlades til brugeren. Den samme nyhedshistorie udkommer på den måde i flere versioner, som brugeren er med til at vælge vinklen på.

Ved at brugeren interagerer med indholdet, øges opmærksomheden og mediets kendskab til brugeren. Relationen styrkes og dermed også grundlaget for at drive den publicistiske forretning på nyhedsmediets egne digitale platform. Og kan på den måde forhåbentlig også være med til at skaffe nye unge brugere af publicistiske medier og dermed være med til at sikre deres overlevelse.

Så seriøst, på den måde kan det også blive sjovere at læse nyheder.

Kronikken er bragt i Jysk Fynske Mediers Erhverv+, torsdag den 31. november 2023.

Topfoto: Unsplash