Lederes indflydelse på samarbejde
En eksperimentel undersøgelse fra SDU viser, at ledere kan handle opportunistisk og forsøge at manipulere deres underordnede. Se en video om studiet.
Ledere er i nogle tilfælde tilbøjelige til strategisk at udnytte deres underordnede, når muligheden byder sig. Det sker ved, at de giver sig selv mindre i de tidligere faser af eksperimentet og nogle gange formår at lokke medarbejderne til at bidrage mere, hvilket øger teamets samlede indsats og giver lederen mulighed for at belønne sig selv uforholdsmæssigt højt i slutningen af eksperimentet.
Det er et af resultaterne af en undersøgelse, som er gennemført af Stephan Billinger og Stephen Mark Rosenbaum fra Institut for Marketing & Management.
Forskerne udviklede et laboratorieeksperiment for at analysere, hvilken indflydelse ledere har på samarbejdet mellem medarbejdere. Ud over det såkaldte ’public goods game’, som bruges til at undersøge folks villighed til at samarbejde om en fælles arbejdsindsats i situationer, hvor nogle kan opnå udbytte ved at køre på frihjul, inkluderede forskerne rollen som leder og forskellige grader af ledelsesmæssig diskretion.
Relevant for design af organisationer
Et centralt resultat i undersøgelsen gælder vigtigheden af hierarkiet. Det viste sig, at hierarkiet fremmer samarbejdsadfærden og overgår de forsøg, der blev gennemført uden en leder, men som under visse betingelser også kan være ret skadelig.
Ifølge forskerne er resultaterne vigtige, når man designer hierarkier i organisationer, og hvor stor en grad af diskretion ledere bør have for at undgå, at de handler opportunistisk.
Du kan se mere om undersøgelsen og resultaterne i denne video
Læs artiklen: Discretionary mechanisms and cooperation in hierarchies: An experimental study, der er udgivet i Journal of Economic Psychology
Læs artiklen: The usefulness of managers, der er udgivet i The Economist
Stephan Billinger
Stephan Billinger er professor MSO på Institut for Marketing & Management. Han beskæftiger sig med organisatoriske mikroorganismer, herunder bl.a. hvordan beslutningstagere på strategisk vis kan understøtte samarbejde og konkurrence i organisationer.
Stephen Mark Rosenbaum
Stephen Mark Rosenbaum er lektor på Institut for Marketing & Management. I sin forskning har han bl.a. fokus på internationale marketingkanaler, strategiske alliancer og internationaliseringsprocesser især på nye markeder.