Biografier gør forskere klogere på social mobilitet

Af Marlene Jørgensen, marl@sam.sdu.dk, 10-10-2024

Året er 1874, da den dengang 23-årige Nielsine Nielsen som den første kvinde søger ind på Københavns Universitet næsten 400 år efter universitetets grundlæggelse i 1479.

Nielsine Nielsen vokser op i en relativt velstillet familie med en far, der er skibsreder. Som barn mister hun en bror i et skibsforlis, og en af hendes tre søstre dør af tyfus. Det forlyder, at tabene inspirerer hende til at blive læge.

Nielsine Nielsens ansøgning til de lægevidenskabelige studier på universitetet sætter gang i en langvarig debat om kvinders adgang til universitetet, og - det ender med, at kvinder i 1875 får lov til at læse på universitetet (med undtagelse af teologi). Til næste år er det 150 år siden.

To år senere, i 1877, bliver Nielsine Nielsen Danmarks første kvindelige student, idet man dengang også tog sin studentereksamen på universitetet. Og i 1885 bliver hun landets første kvindelige læge.

Nielsine Nielsen var med andre ord en foregangskvinde. Hun banede ikke alene vejen for, at kvinder kunne studere på universitetet, men sluttede sig også til kvindesagen og kæmpede blandt andet for kvinders valgret.

Hun dør i 1916, året efter at kvinder får valgret i Danmark.

Det er noget af det, man kan læse om Nielsine Nielsen i historiske kilder, som f.eks. på danmarkshistorien.dk.

Flere valgmuligheder

Nielsine Nielsen indtager også en plads i et forskningsprojekt på SDU, hvor forskerne blandt andet undersøger reformer på uddannelsesområdet, f.eks. hvad det betød, at kvinder fik adgang til universitetet.

Projektet med titlen ”Human Capital of the Nordic Countries” er støttet af Carlsbergfondet, Grundforskningsfonden samt fonde i Norge og Sverige. Og det bliver ledet af professor Paul Sharp fra Økonomisk Institut, der siger:

- Nielsine Nielsen skrev i sin dagbog ”kundskab er magt”, og det understreger, at når man får lov til at lære, har man lov til at vælge. Så da kvinder i 1875 får lov til at læse på universitetet, får de flere valgmuligheder, selvom de i begyndelsen f.eks. ikke kan uddanne sig til præst eller gøre karriere som embedsmand.

- Folk, der tilhører landets elitefamilier, har et forspring og er mere tilbøjelige til at klare sig godt - Paul Sharp 

I projektet kortlægger Paul Sharp og kollegerne også, hvem der fik adgang til universitetet, og hvordan de klarer sig efter studierne. Blandt andet med afsæt i de studerendes karakterer og små biografier om dimittendernes karriere og liv efter studierne.

Der findes biografier helt tilbage fra 1760 og op til efter Anden Verdenskrig om ca. 110.000 danske og norske dimittender, idet nordmænd indtil oprettelsen af universitetet i Oslo i 1813 måtte tage turen til Danmark for at studere.

Social mobilitet i fortiden

Og biografierne rummer en guldgrube af oplysninger, fortæller Paul Sharp:

- Biografierne siger noget om mobiliteten inden for en persons levetid, f.eks. om mænd hurtigere får speedet karrieren op end kvinder. Ser man på de allerførste kvinder, der indtog universiteterne, klarer mange af dem sig bedre akademisk end mændene, men en stor del af kvinderne gifter sig og bliver så husmødre, da sociale normer indtil godt op i 1900-tallet dikterede, at kvinder ikke måtte arbejde, når de blev gift. Nogle kvinder går den helt anden vej ligesom Nielsine Nielsen, der hverken blev gift eller fik børn, men lagde sine kræfter i karrieren og kvindesagen.

Og databasen giver også vigtige oplysninger, om hvorvidt det danske samfund er så mobilt, som vi går og tror.

- Der er flere kendte eksempler på familiedynastier inden for dansk politik og videnskab. Politikerne Jakob og Karen Ellemann-Jensens far og farfar var også folketingsmedlemmer. Nobelprismodtageren og fysikeren Niels Bohr var søn til en professor i medicin, hans søn fik også Nobelprisen i fysik, og flere børnebørn blev vigtige forskere. Og der er andre mere beskedne eksempler, siger Paul Sharp og fortsætter:

- Meget tyder også på, at folk, der tilhører landets elitefamilier, har et forspring og er mere tilbøjelige til at klare sig godt. Det er ikke så overraskende, men forskellen er, at vi nu kan kvantificere det. Vi har oplysninger om folk fra deres skoletid og hele vejen igennem karrieren og kan derfor vise, præcist hvor meget eller lidt mobilitet, der er i det danske samfund.

Efter Anden Verdenskrig stoppede man med at skrive biografier om alle universitetsstuderende, selvom enkelte værker om bestemte professioner, f.eks. læger, og for visse skoler fortsat bliver udarbejdet. At biografierne udfases, skyldes formentlig, at stadig flere tog en universitetsuddannelse, men også at vi i Danmark begyndte at indsamle og opbygge omfattende registerdata.

Knækker vi den sociale arv?

Et af de næste skridt for forskerne bliver at linke de historiske kilder med registerdata helt frem til i dag for at undersøge social mobilitet gennem generationer flere hundrede år tilbage.

- Vores forventning er, at vi vil se en mindre grad af social mobilitet, når vi går mange generationer tilbage og ikke kun to-tre generationer. Så hvis man bliver læge eller politiker, er det meget sandsynligt, at nogle af ens forfædre havde lignende hverv helt tilbage til 1700-tallet, selvom både ens forældre eller bedsteforældre har andre baggrunde, siger Paul Sharp og fortsætter:

- Skandinaviske lande betragtes ellers som lande, der har opnået større mobilitet end de fleste lande, men måske ændrer billedet sig, når vi ser på hele vores netværk af slægtninge. Paul Sharp og kollegerne håber, at forskningsprojektet kan bidrage med viden og perspektiver, når der træffes politiske beslutninger med fokus på at fremme social mobilitet eller kompensere for manglende social mobilitet, f.eks. gennem overførsler.

- Hvor meget betyder reformer? Hvor meget betyder det, om man bor tæt på et universitet? Og hvor meget betyder vores slægtninges uddannelser, status og job for vores eget udfald i livet? Det er det, vi håber at blive endnu klogere på, slutter Paul Sharp.

 Billedet af Nielsine Nielsen  er tilsendt af Det Kongelige Bibliotek