Ny ph.d.-skoleleder på Samfundsvidenskab
Det bliver professor MSO Domen Bajde, der skal stå i spidsen for Ph.d.-skolen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.
Domen Bajde er netop blevet udpeget som ny leder af Ph.d.-skolen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på SDU pr. 1. september 2021.
Domen Bajde er professor MSO på Institut for Marketing & Management, hvor han siden 2017 har været leder af forskningsgruppen Consumption, Culture and Commerce.
- Jeg glæder mig til at påtage mig ansvaret og ser frem til at bidrage til at udvikle et forsknings- og uddannelsesområde, der spiller så central en rolle i at forme universitetets fremtid og udviklingen af viden, siger han om sin nye opgave.
De bedste rammer for ph.d.-studerende
Domen Bajde overtager posten som ph.d.-skoleleder efter Kristin B. Munksgaard, der i mellemtiden er blevet leder af SDU Business School.
Den nyudnævnte ph.d.-skoleleder fortæller, at han vil fortsætte og bygge videre på de initiativer, som allerede er igangsat for at sikre de bedst mulige betingelser for ph.d.-studerende, hvilket er særligt vigtigt i lyset af en periode med øget usikkerhed og forskellige restriktioner under corona.
Han tilføjer også:
- Jeg er begejstret over at skulle afsøge nye muligheder for at udvikle aktiviteterne i Ph.d.-skolen, både ved at udnytte de nuværende styrker og ved at finde nye måder til at fremme akademisk vækst og et fælles engagement i forhold til de sociale, miljømæssige og økonomiske udfordringer, vi står over for.
Solid baggrund som forsker og leder
At det er Domen Bajde, der fremover skal stå i spidsen for Ph.d.-skolen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, glæder prodekan for forskning Sten Rynning.
- Domen har en solid baggrund både som forsker og forskningsgruppeleder, og jeg er sikker på, at Domen er den helt rette til at udvikle ph.d.-området og fortsætte den positive udvikling, vi har været i gang med de seneste år, i tæt samarbejde med de ph.d.-studerende, deres vejledere og Ph.d.-skolens administration, siger Sten Rynning.
Ph.d.-skolen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet tæller ca. 75 ph.d.-studerende.
Domen Bajde
Domen Bajde er professor MSO ved Institut for Marketing & Management, og i sin forskning beskæftiger han sig bl.a. med forbrugerkultur, forbrugsetik og markedet for nye teknologier.