Løkke har fået mest skærmtid
Analyse fra Mediernes Forsknings- og Innovationscenter på SDU viser, at Lars Løkke har været i tv sammenlagt 20 timer under valgkampen. Mette Frederiksen ligger på 12, mens Anders Samuelsen indtager tredjepladsen med 6 timer.
Kampen om Folketingets mandater raser på fuldt tryk. Også på tv hvor partiledere som Lars Løkke Rasmussen, Pernille Skipper, Rasmus Paludan og Pia Olsen Dyhr forsøger at overbevise vælgerne om, hvor de skal sætte krydset den 5. juni.
Derfor har Mediernes Forsknings- og Innovationscenter på SDU kortlagt, hvor lang tid partilederne har fået på tv under de første 14 dage af valgkampen.
Filip Wallberg og Lars Damgaard Nielsen, begge journalistiske lektorer, har stået for dataindsamlingen og analysen af datamaterialet.
Vigtigt vindue til vælgerne
- Vi har foretaget dataindsamlingen, da vi mener, at det er relevant at undersøge, hvor meget skærmtid de enkelte partiledere får på tv. Selvom seertal svinger, så er tv fortsat et vigtigt vindue til vælgerne for partilederne, fortæller Lars Damgaard Nielsen og fortsætter:
- Vores tilgang er ikke, at skærmtid nødvendigvis skal fordeles ligeligt mellem alle partilederne, for både DR og TV2 skal selvfølgelig prioritere deres redaktionelle dækning efter journalistiske principper.
-Men en systematisk analyse kan dokumentere redaktionelle slagsider. Og de er relevante at kende. For både journalister, politikere, forskere og vores journaliststuderende på Center for Journalistik, som Mediernes Forsknings- og Innovationscenter hører under.
Ansigtsgenkendelse 24 timer i døgnet
Analysen er foretaget systematisk med et computersystem, der er udviklet på SDU. Systemet overvåger fire tv-kanaler døgnet rundt og foretager automatisk ansigtsgenkendelse på indholdet.
- Det er et nyskabende system, som vi har udviklet. For man har ikke tidligere systematisk overvåget og registreret partiledernes skærmtid i det omfang, som vi nu gør.
- Tidligere blev dataindsamlingen i udgangspunktet foretaget manuelt, og det begrænsede naturligvis mulighederne markant. Men vi har automatiseret dataindsamlingen, så DR1, DR2, TV2 og TV 2 News overvåges døgnet rundt, fortæller Filip Wallberg.
20 timers Løkke
Filip Wallberg og Lars Damgaard Nielsens analyse viser, hvor stor eksponering partilederne har opnået i de første 14 dage af valgkampen, og en partileder ligger klart i front.
Lars Løkke Rasmussen er ubetinget den partileder, der har fået mest skærmtid på tværs af DR1, DR2, TV2 og TV2 News.
I løbet af valgkampens første to uger har de fire kanaler vist Lars Løkke Rasmussens ansigt i sammenlagt 20 timer, mens Mette Frederiksens ansigt er blevet vist i 12 timer.
Sygdom skabte forskel
Forskellen på partilederne hos Venstre og Socialdemokratiet er markant, og den blev grundlagt i de første dage af valgkampen, hvor Mette Frederiksen lå syg. Men forskellen cementeres samtidig dag for dag. Kun tre dage er Mette Frederiksens ansigt blevet vist mere end Lars Løkke Rasmussens ansigt.
Skærmtid er ikke nødvendigvis godt for en partileder. Blå blok går generelt tilbage, og Lars Løkke Rasmussens Venstre står ifølge flere meningsmålinger til at miste to procentpoint af stemmerne. Skærmtid er altså ikke entydigt positivt for en partileder.
Det er værd at bemærke, at Morten Østergaard, Søren Pape Poulsen og Pernille Skipper – alle fra etablerede partier – har opnået mindre skærmtid end nye partiledere som Isabella Arendt Laursen, Pernille Vermund og Rasmus Paludan.
Fokus på de overordnede tendenser
Systemet er fortsat nyt, og automatiseret ansigtsgenkendelse bliver stadig bedre og bedre, og derfor opfordrer Lars Damgaard Nielsen og Filip Wallberg til, at man ser på tendenser frem for detaljerne i analysen.
- Systemet begår fejl, og det er vi er meget åbne omkring. For eksempel er det ikke altid muligt at genkende et ansigt i tv, da tv til tider vælger at vise ansigter på en måde, så vores computersystem ikke kan genkende ansigtet. Derfor fokuserer vi på de overordnede tendenser, og vi håber, at andre vil gøre det samme, uddyber Filip Wallberg.
Når folketingsvalget er overstået, vil Lars Damgaard Nielsen og Filip Wallberg igen foretage en analyse af datamaterialet, som computersystemet har indsamlet.
Fordelingen mellem de 13 opstillingsberettigede partier:
- Lars Løkke Rasmussen, Venstre: 20 timer
- Mette Frederiksen, Socialdemokratiet: 12 timer
- Anders Samuelsen, Liberal Alliance: 6 timer
- Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti: 5 timer
- Pia Olsen Dyhr, SF: 5 timer
- Isabella Arendt Laursen, Kristendemokraterne: 4 timer
- Uffe Elbæk, Alternativet: 4 timer
- Pernille Vermund, Nye Borgerlige: 4 timer
- Rasmus Paludan, Stram Kurs: 4 timer
- Morten Østergaard, Radikale Venstre: 3 timer
- Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti, 3 timer
- Pernille Skipper, Enhedslisten: 3 timer
- Stig Grenov, Kristendemokraterne: 1 time
- Klaus Riskær, Klaus Riskær: 1 time
Kristendemokraterne har to partiledere med, da Stig Grenov overlod rollen som partileder til Isabella Arendt Laursen den 13/5. Derfor er data om Stig Grenov opgjort frem til og med den 13/5 og Isabella Arendt Laursen fra og med den 13/5.
Har du brug for en ekspert?
Som journalist kan du bruge vores ekspertliste til at finde forskere, der kan udtale sig om emner relateret til folketingsvalget 2019.
Mød forskerne
Spørgsmål omkring undersøgelsen kan rettes til Lars Damgaard Nielsen 9350 7587 eller Filip Wallberg 2440 1522, Mediernes Forsknings- og Innovationscenter, SDU.