Sådan påvirkede COVID-19 sundhedsvæsenet

Hvordan gik det sundhedsvæsenet, da COVID-19 ramte Danmark?

– Da COVID-19 ankom til Danmark i foråret, var der især to spørgsmål, der trængte sig på. Det ene er, hvordan det påvirkede den almindelige aktivitet i sundhedsvæsenet, og hvad der blev skubbet til side. Det andet er, hvor hurtigt man var i stand til at omstille sig.

For at starte med aktiviteten, skete der det, at stort set al sygehusaktivitet blev halveret, og vi skal ind i april, før man gradvist begynder at genoptage aktiviteten. De seneste tal fra november viser, at aktiviteten nu er tæt på 85 procent af, hvad den var før krisen.

Det hører også med til billedet, at det var en voldsom nedlukning, som var baseret på udviklingen i Wuhan og Norditalien. Og set i bagklogskabens klare lys, er der ingen tvivl om, at der blev lukket for voldsomt ned, og at nogle personalegrupper ikke kunne udføre deres arbejde, fordi mange planlagte operationer blev aflyst, da man skulle skaffe flere intensivsenge.

Når man ser på, hvor hurtigt det lykkedes at øge antallet af intensivsenge og respiratorer, gik det forbavsende hurtigt og godt, og mange operations- og anæstesisygeplejersker blev i al hast omskolet til at tage del i plejen af intensivpatienter.

Kort sagt blev der skaffet 1200 intensivsenge, hvilket var en forøgelse på ca. 800, og det viste sig heldigvis, at vi aldrig fik brug for dem, idet belægningen var på godt 500 patienter, da det toppede.

Derfor havde vi rigelig kapacitet, og da det hurtigt stod klart, at vi befandt os på den flade grønne kurve og ikke den røde, lukkede sygehusene gradvist de særlige afdelinger ned igen.

Hvilke konsekvenser har det haft for andre patienter?

– Flere patientgrupper blev skubbet til side for coronapatienter, også kræft- og hjertepatienter som skulle have været undtaget.

Der var et drastisk fald i antallet af henvendelser til de praktiserende læger. Det ser vi effekten af nu, fordi der har været færre henvisninger til de såkaldte kræftpakker, så der er utilsigtet en gruppe, der er blevet skubbet til side på grund af faldet i henvendelser og konsultationer hos de praktiserende læger.

Der er også historier om, at nogle hjertepatienter ikke har fået hjælp i tide.

Derudover blev stort set alle planlagte operationer udsat, så patienter, der har ventet på en hofte- eller knæoperation, har fået lov til at gå og vente længere.

Udmeldingen fra regionerne er imidlertid, at de regner med at indhente mange af de planlagte operationer inden årets udgang, hvilket er ret imponerende. Det kan hænge sammen med – og det er kun en gisning – at det samlede antal behandlinger på sygehusene stadig er lavere end før, så der er luft til at indhente det forsømte.

Et andet område, hvor der også var et fald i indlæggelser, var inden for psykiatrien, så det har haft konsekvenser for mange forskellige patientgrupper.

Og hvad med konsekvenserne, når man tager de økonomiske briller på?

– Det har selvfølgelig kostet ekstra i nogle dele af sundhedsvæsenet, f.eks. alene i form af brugen af værnemidler. Men det er ikke store beløb, vi taler om.

Indtil videre har man tilført 3,1 mia. kroner yderligere til sundhedsvæsenet, men det skal sættes op mod de samlede offentlige udgifter, der lyder på 120 mia. kroner, så det er et par procent mere, der er blevet afsat indtil nu.

Men der kan selvfølgelig komme en regning igen.

Var vi godt nok forberedt på pandemien?

Svaret er i en vis forstand ja, men ikke på en pandemi som COVID-19. Vi har en plan for en influenzapandemi fra 2013, men vi var ikke forberedt på en 100-års begivenhed som coronapandemien.

Det viste sig hurtigt, at vi ikke havde lagre af værnemidler – hverken ansigtsmasker eller plastikkitler på lager – som ellers var blevet anbefalet, så der kom vi til kort.

Eller sagt på en anden måde var beredskabet sårbart, især fordi vi manglede værnemidler, og udfordringen var, at der var en global mangel og efterspørgsel på værnemidler, som førte til flaskehalse.

Tests og reagenser var også en mangelvare i begyndelsen. Men man skal være påpasselig med at sige, at man skal have en kapacitet, der er gearet til en 100-års begivenhed – det er ikke økonomisk hensigtsmæssigt. Det, der i virkeligheden er spørgsmålet, er, hvordan det hurtigt kan skaleres op, og det tog en del tid.

Hvilken lære kan vi tage med fra COVID-19?

Vi har på mange måder et velfungerende beredskab, f.eks. hvis digerne er tæt på at svømme over, men når det kommer til at organisere både beredskabet og sundhedsberedskabet, og hvordan vi håndterer pandemier, er der en masse læring at hente.

Det forsøger man nu at rette op på ved at oprette en særlig beredskabsstyrelse.

Men vi har også set nogle interessante ting, som er nemme at føre videre. F.eks. skruede de praktiserende læger og sygehusene op for videokonsultationerne under nedlukningen, og i mange tilfælde fungerer det rigtig godt.

Det kunne vi godt holde fast i, for en hel del kan sagtens klares over video, men det er stort set ophørt, og det er ærgerligt.

Topbillede: Scanpix