Skip to main content
DA / EN
Talent Track

Tre forskere slutter sig til talentprogram

Tre forskere er netop blevet udpeget til Det Samfundsvidenskabelige Fakultets talentspor, som støtter yngre forskere i at yde vigtige bidrag til deres forskningsfelt.

Af Marlene Jørgensen, , 08-11-2022

For nylig modtog tre forskere på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på SDU den glædelige besked, at de får en plads i fakultetets talentspor ’SAMF Talent Track’.

Talentsporet støtter nogle af fakultetets yngre forskere med et ekstraordinært potentiale i at forfølge visionære mål, som både har potentiale til at styrke deres forskerkarriere og fakultetets forskning markant.

De tre forskere, der nu tilslutter sig SAMF Talent Track og dermed får endnu bedre mulighed for at arbejde med deres forskningsideer, er Catalin-Gabriel Stanescu, Seetha Menon og Thorbjørn Sejr Guul.

Få et indblik i forskernes ideer og ambitioner herunder.

Bedre lovgivning på inkassoområdet

Catalin-Gabriel Stanescu interesserer sig for økonomisk beskyttelse af forbrugere og mere specifikt for, hvordan vi opnår bedre regulering på inkassoområdet for at forhindre misbrug af inkassopraksis.

Han blev opmærksom på problemet, da han arbejdede som advokat i hjemlandet Rumænien og erfarede, hvordan en række forbrugere blev udsat for urimelige praksisser fra kreditorers og inkassatorers side i kølvandet på finanskrisen. Empiriske data har siden vist, at kun 9 ud af 27 EU-medlemsstater har vedtaget sektorspecifik lovgivning om misbrug af inkassopraksis.

Det har Catalin-Gabriel Stanescu derfor sat sig for at komme med en praktisk løsning på, og han arbejder netop nu på at færdiggøre en bog, der fremmer den principielle tilgang til at regulere inkassoområdet. Målet med forskningen er både at sikre forbrugerne gennem tilstrækkelige beskyttelsesregler og at sikre en større grad af harmonisering på tværs af EU.

Catalin-Gabriel Stanescu er lektor på Juridisk Institut og har bl.a. gennemført et Marie Curie-projekt som led i sin forskning.

Læs mere om Catalin-Gabriels forskning og visioner her.

Forskelle i sundhed mellem kvinder og mænd

Omdrejningspunktet for Seetha Menons forskning er sundhedsøkonomi, og hun er især optaget af at finde løsninger, der kan mindske social ulighed i sundhed. Det er blandt andet spørgsmålet om forskelle mellem kvinder og mænds sundhedsadfærd og brug af sundhedsydelser, som hendes forskning skal gøre os klogere på.

I gennemsnit overlever danske kvinder mænd med næsten et halvt årti. Men på trods af at kvinder lever længere, har kvinder, i ældre aldre, ofte et dårligere helbred end mænd – et fænomen der betegnes ”the male-female health-survival paradox”. Trods årtiers forskning er det endnu ikke lykkedes at forklare de sociale faktorer bag dette paradoks. Det håber Seetha Menon, at hun kan være med til at ændre på ved at undersøge forskelle i sundhedsudnyttelse og sundhedsadfærd blandt mænd og kvinder.

Seetha Menon er lektor på Økonomisk Institut, og hun fik tidligere i år en bevilling på 2,4 mio. kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond til ovenstående forskningsprojekt.

Læs mere om Seethas forskning og visioner her.

Social retfærdighed i offentlig velfærd

Måden, vi organiserer den offentlige forvaltning og service på, er afgørende for, hvem der får hvad, hvornår og hvordan, når samfundets goder fordeles, og det har altid interesseret Thorbjørn Sejr Guul, hvad der øger og mindsker forskellene mellem forskellige samfundsgrupper i relation til offentlige politikker.

I sin forskning har Thorbjørn Sejr Guul fokus på, hvordan vi kan indrette de offentlige ydelser på en måde, der sikrer, at alle borgere behandles retfærdigt og lige. Det gælder både spørgsmålet om uberettiget forskelsbehandling af borgere i forhold til etnicitet, køn og klasse, og om hvordan den måde, ydelserne er organiseret og leveres på, påvirker omfanget af forskelsbehandlingen. Og det gælder også, hvordan de offentlige ydelser kan kompensere borgere, der er dårligere stillet, på måder, der skaber bedre og mere lige resultater for disse grupper af borgere.

I sidste ende håber Thorbjørn Sejr Guul, at hans forskningsindsigter vil bidrage til at informere fremtidig beslutningstagning.

Thorbjørn Sejr Guul er lektor på Institut for Statskundskab, og han og to kolleger har modtaget 1,8 mio. kroner fra Spar Nord Fonden til et projekt om unges adgang til ungdomsuddannelserne.

Læs mere om Thorbjørns forskning og visioner her.

Det går Talent Track ud på

Med optagelsen i talentprogrammet får Catalin-Gabriel Stanescu, Seetha Menon og Thorbjørn Sejr Guul tilrettelagt en individuel karriereplan, og de får ressourcer til kurser, data, frikøb, rejser og andre tiltag, der kan gavne deres forskning.

Derudover er det samtidig et forum, hvor forskerne kan netværke og drøfte spørgsmål og erfaringer med hinanden.

I alt 17 forskere er nu en del af SAMF Talent Track.

Talent Track

Talent Track er et initiativ på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på SDU, som støtter yngre forskere med et ekstraordinært potentiale. Hver deltager får tilrettelagt individuelle aktiviteter, der skal booste deres karriere. Initiativet er desuden et forum for netværk og videndeling blandt fakultetets spirende forskertalenter.

Se mere om Talent Track her

Redaktionen afsluttet: 08.11.2022