Skip to main content
DA / EN

Forskere finder løsninger i samspil med virksomheder

SDU har uddelt 12,9 millioner kroner til tværfaglige forskningsprojekter, der skal bringe viden i spil i offentlige og private virksomheder. Projekterne hører under SDU’s satsning på udvalgte forskningsområder.

Droner, velfærdsinnovation og open data er de udvalgte områder, som SDU investerer 60 millioner kroner i over de næste tre år.

Forskningsområderne kan være med til at løse væsentlige samfundsudfordringer og skabe vækst i erhvervslivet og samfundet.

Universitetet har i første omgang udvalgt femten delprojekter i forbindelse med den strategiske satsning. Der er tale om tværfaglige projekter, og forskere fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet leder fem af de i alt femten projekter.

Læs mere om projekterne herunder.

Droners anvendelsesmuligheder
Mette Præst Knudsen leder et projekt, som skal sikre, at industrien udnytter droners potentiale bedre og derved styrker sin konkurrenceevne.

Droneindustrien er præget af fascination og teknologiudvikling snarere end af egentlig kommercialisering, blandt andet fordi droner bliver udviklet på både hobbyplan og i etablerede virksomheder. Målet med projektet er derfor at identificere og nedbryde de teknologiske barrierer, der følger i kølvandet på den hastige udvikling af droner og det voksende markedspotentiale. Projektet giver indsigt i innovation og vækst og skal hjælpe drone-iværksættere og virksomheder til at opnå en bredere udnyttelse af droner.

Projektets titel: Vejene til solid vækst i dronernes økosystem.
Kontakt: Mette Præst Knudsen, professor ved Institut for Marketing & Management.

Samspillet mellem menneske og drone
Niklas Woermann står i spidsen for et projekt, der sætter fokus på, hvordan droner kan fungere sikkert og pålideligt i umiddelbar nærhed af mennesker.

SDU etablerer verdens første testlaboratorium, hvor udviklere samt private og offentlige organisationer kan udvikle teknologiske løsninger og afprøve færdselsreglerne for brugen af droner. Det gælder f.eks., når mennesker og droner skal koordinere deres bevægelser for at undgå kollisioner. Projektet skal bidrage til, at folk bliver mere bevidste om, hvad de kan forvente sig af droner, der flyver i det offentlige rum.

Projektets titel: Interaktion mellem menneske og drone.
Kontakt: Niklas Woermann, lektor ved Institut for Marketing & Management.

Befolkningens syn på droner
Domen Bajde leder et projekt, der undersøger, hvad befolkningen mener om droner.

Selvom droneteknologien vækker begejstring, vækker droners udbredelse også bekymring i befolkningen om blandt andet sikkerhed, støj og beskyttelse af personlige oplysninger. Med kortlægningen vil projektet bidrage til at positionere SDU som et internationalt center for viden om offentlighedens modtagelighed overfor droner. Målet er, at projektet skal give større forståelse for de til tider ambivalente syn, der er på teknologien. Det skal hjælpe både industrien og beslutningstagere til at forbedre designet af droner eller til at ændre den eksisterende lovgivning.

Projektets titel: Offentlig reaktion på doneteknologi: Trusler og muligheder mht. forbedret modtagelighed.
Kontakt: Domen Bajde, lektor ved Institut for Marketing & Management.

Bedre kommercialisering af velfærdsløsninger
Majbritt Rostgaard Evald leder et projekt, der sigter mod, at flere velfærdsløsninger bliver implementeret bredt i den offentlige sektor.

Selvom offentlig-privat innovation vinder stadig mere frem, når mange løsninger i dag ikke længere end til prototypestadiet. Projektet skal øge virksomheders viden om eksisterende udfordringer og ikke mindst mulighederne for kommercialisering af offentlige-private løsninger. Det sker blandt andet ved at danne netværkskonsortier, hvor flere virksomheder arbejder sammen om et innovationsforløb, for at velfærdsløsningerne kan implementeres bredt til gavn for både virksomheder og borgere.

Projektet baserer sig på data fra to igangværende projekter om offentlig-privat innovation (OPI), hhv. Syddansk OPI-pulje og OPI Living Design Lab, hvori forskere fra Samfundsvidenskab og Humaniora deltager.

Projektets titel: Professionalisering af Offentlig Privat Innovation: Redskaber til kommercialisering af velfærdsløsninger og dannelse af netværkskonsortier til innovationsforløb.
Kontakt: Majbritt Rostgaard Evald, lektor ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse.

Læs mere om forskningen i offentlig-privat innovation på www.sdu.dk/opi, hvor der findes redskaber til understøttelse af offentlige-private samarbejder.

Digitalisering og retlige rammer
Hanne Marie Motzfeldt står i spidsen for et tværfagligt projekt, som skal styrke retsinformatikken i Danmark.

Digitaliseringen er for alvor over os, og det skaber retlige udfordringer ikke kun i forhold til brug og overdragelse af data, men også automatiske beslutningsprocesser og udvikling af kunstig intelligens. I andre nordiske nabolande er retsinformatik en særskilt disciplin, hvor der arbejdes med at klarlægge og analysere de retlige udfordringer, som følger med den øgede digitalisering og den såkaldte robotisering. Der undervises også i retsinformatik som en grundlæggende disciplin på mange universiteter. Retsinformatikken, der har grænseflader til retsområder som ophavs-, udbuds-, EU- og kontraktret, er derimod ikke videre veludviklet i Danmark. Det vil projektet ”Legal Informatic Project” ændre ved. Projektet har samlet 20 forskere, der sammen skal søge at skabe klarhed over, skabe debat om og formidle de retlige rammer for, hvordan virksomheder og privatpersoner udvikler og anvender ny teknologi. Det skal bidrage til at bringe både SDU´s forskere og studerende på alle fakulteter i en førende position nationalt såvel som internationalt inden for retsinformatikken.

Projektets titel: Legal Informatic Project.
Kontakt: Hanne Marie Motzfeldt, lektor ved Juridisk Institut.

FAKTA
SDU giver 60 millioner til tre udvalgte forskningsområder over de næste tre år. Områderne er droner, velfærdsinnovation og open data.

Midlerne kommer fra direktionens strategiske pulje og fra fakulteterne.

Det forventes desuden, at virksomheder, myndigheder og fonde vil yde medfinansiering til de projekter, de deltager i.

Ud over de fem projekter, som er beskrevet ovenfor, er forskere fra Samfundsvidenskab involveret i tre andre projekter: ”Drone teknologi inden for administration af natur, miljø og klima”, ”Åbne data om menneskelig adfærd” og ”Rammer for åbne data”.

De næste projekter, som bliver del af SDU’s strategiske satsning, vil blive udvalgt og offentliggjort i maj.

Læs mere om de strategiske indsatsområder. 

Deltagere i projekterne

Vejene til solid vækst i dronernes økosystem
Leder: Mette Præst Knudsen, professor, Institut for Marketing & Management.
Projektpartnere: lektor Marianne Harbo Frederiksen, Institut for Teknologi og Innovation; lektor Martin Hannibal, Institut for Marketing & Management; lektor Domen Bajde, Institut for Marketing & Management; Centerleder Brad Beach, SDU UAS Center. Kommende post.doc Anders Dahl Krabbe, Institut for Marketing & Management.

Interaktion mellem menneske og drone
Leder: Niklas Woermann, lektor, Institut for Marketing & Management.
Projektpartner: Ph.d. Rasmus Gahrn-Andersen, Institut for Sprog og Kommunikation.

Offentlig reaktion på droneteknologi: Trusler og muligheder mht. forbedret modtagelighed
Leder: Domen Bajde, lektor, Institut for Marketing & Management.
Projektpartner: lektor Kathrin Maurer, Institut for Kulturvidenskaber.

Professionalisering af Offentlig Privat Innovation: Redskaber til kommercialisering af velfærdsløsninger og dannelse af netværkskonsortier til innovationsforløb
Leder: Majbritt Rostgaard Evald, lektor, Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse.
Projektpartnere: Fra Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse: professor Henry Larsen; lektor Ann Højbjerg Clarke; adjunkt Pia Schou Nielsen; post.doc Helle Aarøe Nissen; videnskabelig assisent Sidsel Valentine Jørgensen. Fra Institut for Design og Kommunikation: lektor Mette Gislev Kjærsgaard; videnskabelig assistent Andreas Heiberg Skouby.

Legal Informatic Project
Leder: Hanne Marie Motzfeldt, lektor, Juridisk Institut.
Projektpartnere: Juridisk Institut, forskningsgruppen Erhvervsforvaltningsret: lektor Carina Risvig Hamer, professor Sten Schaumburg-Müller, professor Bent Ole Gram Mortensen, lektor Kent Kristensen, lektor Peter Starup og lektor Rikke Gottrup. Institut for Design og Kommunikation, forskningsområdet Viden, Læring og IT, Det Humanistiske Fakultet: lektor Anne Gerdes.

Redaktionen afsluttet: 30.05.2017