Vi køber elbiler - hvis altså det kan betale sig for os
En ny undersøgelse viser, at danske forbrugeres motiv for at købe elbiler overvejende er drevet af ydre motivationsfaktorer. Det kan være skidt nyt for målet om at elektrificere bilindustrien, siger professor i forbrugeradfærd.
Elbiler er et stadig hyppigere syn på de danske landeveje, hvor de er blevet lydløse symboler på den grønne omstilling.
Men når du næste gang møder en elbil på din vej, er der faktisk stor sandsynlighed for, at føreren bag rattet snarere har haft sin pengepung eller andre ydre motivationer i tankerne, da vedkommende erhvervede sig én af de eldrevne køretøjer.
Det viser en ny undersøgelse af forskere fra Syddansk Universitet i Esbjerg, der har sat spot på danske forbrugeres forhold til elbiler.
”Det er alarmerende, hvis forbrugerne primært køber elbiler på grund af ydre motivationer såsom økonomiske årsager
I undersøgelsen angiver 57 % af de adspurgte elbilbrugere nemlig, at ydre motivationer såsom økonomiske besparelser er hovedmotivationen for, at de købte en elbil.
Og det kan være et problem, hvis vi gerne vil have flere til at købe elbiler i fremtiden, fastslår professor Oliver Schnittka, der er ekspert i forbrugeradfærd ved Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi og én af forskerne bag undersøgelsen.
- Det er alarmerende, hvis forbrugerne primært køber elbiler på grund af ydre motivationer såsom økonomiske årsager. Det betyder, at vi kan risikere at se et fald i efterspørgslen på elbiler, for eksempel hvis man politisk beslutter sig for at stoppe de understøttende økonomiske incitamenter til at købe en elbil i fremtiden.
Forbrugerne vil have støtte til køb
I undersøgelsen har Oliver Schnittka sammen med sin kollega Stefanie Sohn indsamlet data fra over 1000 danske forbrugere fordelt repræsentativt på køn og alder.
Resultaterne indikerer, at et eventuelt fremtidigt fravær af økonomiske incitamenter vil kunne få indvirkning på, hvorvidt forbrugerne vil svinge dankortet til en elbil.
48,1 % af de adspurgte i undersøgelsen angiver nemlig, at de kun vil overveje at købe en elbil i fremtiden, hvis de modtager offentlig støtte, mens hele 78,6 % angiver, at priserne på elbiler er for høje.
- Det er især de yngre generationer, der efterspørger støtte til køb af elbiler. Det er skidt, for det er de yngre generationer, som er afgørende for omstillingen af transportsektoren, siger Oliver Schnittka.
”Forskning viser, at når først forbrugerne har haft en længerevarende erfaring med elbiler, så mindskes de væsentligste barrierer i forhold til at købe en elbil
Professoren påpeger, at skattemæssige fordele kan have reduceret forbrugernes referencepris på elbiler. Det vil sige, at forbrugerne fremadrettet vil opfatte selv normale priser som for høje, og det fører til en lavere købsintention.
For at opnå en efterspørgsel på elbiler uden økonomiske incitamenter er der ifølge Oliver Schnittka behov for et langt større fokus på at reducere opfattelsen af de risici, som forbrugerne ofte forbinder med at købe og køre en elbil.
- Forbrugerne synes generelt, at risiciene er for store ved en elbil i forhold til prisen. Men forskning viser, at når først forbrugerne har haft en længerevarende erfaring med elbiler, så mindskes de væsentligste barrierer i forhold til at købe en elbil, såsom frygten for at mangle ladestationer, siger Oliver Schnittka.
Prøveperioder med elbil kan være løsningen
66,4 % af de forbrugere i undersøgelsen, der ikke ejer en elbil, er bekymret for, at det er svært at få adgang til ladestationer, fortæller han. Af dem, der ejer en elbil, har 45 % den samme bekymring.
Det samme gør sig gældende, hvis vi ser på forbrugernes bekymring for høje vedligeholdelsesomkostninger. Her er 60,9 % af dem uden elbiler bekymret for høje omkostninger, mens det gør sig gældende for 43 % af dem, der ejer en elbil.
”Det er især de yngre generationer, der efterspørger støtte til køb af elbiler. Det er skidt, for det er de yngre generationer, som er afgørende for omstillingen
Derfor er én af løsningerne ifølge forskeren, at forbrugere, der potentielt er interesserede i elbiler, skal have mulighed for at afprøve elbilen i et par dage og ikke tvinges til at købe en elbil efter en enkelt prøvetur.
- Politikerne og bilindustrien burde kigge på muligheden for at udvikle en erfaringsbaseret løsning, som skaber en efterspørgsel efter elbiler på lang sigt, der ikke er afhængig af mekanismer som for eksempel understøttende afgiftspolitikker, afslutter forskeren.
Mød forskeren
Oliver Schnittka er professor ved Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi. Han forsker blandt andet i forbrugeradfærd, marketing og branding.
Mød forskeren
Stefanie Sohn er adjunkt ved Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi, hvor hun blandt andet forsker i forbrugeradfærd og digitale løsninger.
Ny Videns nyhedsbrev
Skriv dig op til at høre om resultater, indsigter og løsninger fra forskerne på SDU.