Min forskning: En ph.d. fortæller
Sebastian Buhl Rasmussen
Projektet undersøger patofysiologiske mekanismer bag akut nyresvigt ved hjerteoperationer og hjertestop uden for hospitalet
Hvad er titlen på din afhandling?
"Revealing Acute Kidney Injury: A Comprehensive Exploration in Cardiac Patients"
På hvilket institut og/eller i hvilken forskningsenhed har du skrevet din ph.d.?
MeCiSu Frontlinjecenter, Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling V, Odense Universitetshospital; Klinisk institut, Syddansk Universitet; Afdelingen for Kardiovaskulær og Renal Forskning, Institut for Molekylær Medicin, Syddansk Universitet.
Hvem var din hovedvejleder?
Professor Hanne B. Ravn
Hvilket spørgsmål ville du besvare med din afhandling?
Formålet med ph.d.-projektet var at opnå en dybere forståelse af de patofysiologiske mekanismer, der forårsager akut nyresvigt hos patienter, som gennemgår hjerteoperation med brug af hjerte-lunge-maskine, samt hos patienter med hjertestop uden for hospitalet.
Hvad fandt du ud af?
Vi fandt, at høje præoperative værdier af biomarkøren soluble urokinase-type plasminogen activator receptor (suPAR) var forbundet med en væsentlig forøget risiko for at udvikle akut nyresvigt hos patienter, som gennemgår hjertekirurgi. I en eksperimentel dyremodel viste vi en mekanisme, hvorved indgift af suPAR reducerede blodgennemstrømningen til nyren. Derudover undersøgte vi forskellige niveauer af iltlevering (DO2) under hjertekirurgi med brug af hjerte-lunge-maskine og fandt en sammenhæng mellem længere varighed af DO2 under 272 mL/min/m² og en øget risiko for akut nyresvigt. Afslutningsvist viste vi, at allokering til lavt blodtryk og liberalt ilttilbud på intensiv afdeling var skadeligt for genoplivede patienter med hjertestop uden for hospitalet.
Hvordan gjorde du det?
Det første studie var et retrospektivt observationelt studie, hvor vi anvendte prospektivt indsamlet biobankblod fra næsten 1000 hjertekirurgiske patienter. Ved brug af journalopslag og gennemgang af hospitalsforløb kunne vi sammenholde værdier af biomarkører med komplikationer, herunder udvikling af akut nyresvigt. For at undersøge potentielle patofysiologiske mekanismer ved suPAR udviklede vi en eksperimentel ex vivo nyreperfusionsmodel med brug af grisenyrer. Det tredje studie var et retrospektivt observationelt studie på omkring 2000 hjertekirurgiske patienter. Ved brug af journalopslag og gennemgang af perfusionsdata kunne vi konstruere en tidsvariabel for DO2 under hele perioden på hjerte-lunge-maskine. Det sidste studie var et sub-studie af et randomiseret klinisk forsøg med 789 genoplivede patienter med hjertestop uden for hospitalet, som blev randomiseret til enten højt eller lavt blodtryksmål og restriktivt eller liberalt ilttilbud under indlæggelse på intensiv afdeling.
Hvordan kan din forskning bruges?
Vores fund understreger betydningen af præoperative niveauer af suPAR som en biomarkør for udvikling af akut nyresvigt efter hjertekirurgi. Ved at blokere suPAR’s skadelige effekt med målrettede antistoffer kan vi potentielt reducere forekomsten af akut nyresvigt hos patienter med høje præoperative værdier. Resultaterne viste også vigtigheden af at opretholde tilstrækkelig iltlevering ved brug af hjerte-lunge-maskine for at mindske risikoen for akut nyresvigt, hvorfor de enkelte hjertecentre bør overveje implementering af automatiserede målinger af DO2 under hjertekirurgi. Vores studie af patienter med hjertestop uden for hospitalet indikerede, at en kombination af lavt blodtryk og højt ilttilbud muligvis er skadeligt for nyrerne og bør derfor undgås.
Hvornår forsvarer/forsvarede du din afhandling?
Fredag den 13. september 2024 kl. 13.00-15.00, Auditoriet U300 på Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M.