Skip to main content
DA / EN
Nyt SUND

Så blev Nyt SUND officielt åbnet

Der var forår i luften og i flere af talerne, da Nyt SUND – SDU’s nye sundhedsvidenskabelige fakultet – blev indviet 1. marts 2024.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 07-03-2024

På årets første officielle forårsdag i 2024 samledes 300 mennesker for at fejre åbningen af SDU’s nye sundhedsvidenskabelige fakultet.

Den markante milepæl i arbejdet på at forbinde universitet og universitetshospital i Odense blev markeret i koblingszonen med bobler, macarons, bløde toner fra Mydtskov/Nordahl Duo og en perlerække af taler.

Musik til åbning af Nyt SUND

Bygning, der bringer smil frem

Ole Skøtt - dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet både nu, og da ideen om Nyt SUND blev født i 2009 – lagde ud med velkomst til gæster og medarbejdere.

Han forklarede i sin tale, hvordan det nye sundhedsvidenskabelige fakultet til fulde lever op til forhåbningerne om et imødekommende byggeri, og endda har bragt store smil frem blandt både medarbejdere og studerende.

- Vi er virkelig glade for den nye bygning, hvor vi smelter sammen med vores omgivelser – både skoven og Killerup Rende udenfor – og universitetets øvrige fakulteter inden døre, sagde Ole Skøtt.

Han glædede sig samtidig over, at de studerende åbenbart føler sig så hjemme i den nye bygning, at de gerne hænger ud på radiatorer og i vindueskarme – fremfor stolene - i bygningen.

Dekan Ole Skoett

Forårsstemning i talerne

Blandt de øvrige talere var der også store forhåbninger til de 50.000 kvadratmeters muligheder, som Nyt SUND rummer.

Både SDU’s bestyrelsesformand Søren Vilby og Bo Libergren, regionsrådsformand i Region Syddanmark, tog i deres taler afsæt i den særlige stemning af forår og forhåbninger til en ny start, som åbningen af Nyt SUND på den første officielle forårsdag var fyldt med.

- Må denne første forårsdag fuld af store forhåbninger blive startskuddet på et mulighedernes årti fyldt med sundhedsforskning – og uddannelse i international klasse, innovative samarbejder og markante fremskridt for sundheden, lød det fra bestyrelsesformand Søren Vilby

I alt 300 var samlet til åbning af Nyt SUND.

Venter spændt på Nyt OUH

I samtlige taler blev der også rettet meget stor tak til de mange mennesker, som de seneste 15 år på hver deres måde, har bidraget til byggeriet af Nyt SUND, sammenkoblingen af SDU og Nyt OUH og visionerne om at skrive Danmarkshistorie på sundhedsområdet.

Og både SDU’s rektor Jens Ringsmose og lægefaglig direktør ved Odense Universitetshospital, Bjarne Dahler-Eriksen, så frem mod den dag, hvor Nyt OUH også er står færdigt og samarbejdet mellem SDU og OUH kan udvikle sig til et helt nyt niveau.

- Nu venter vi med spænding på, at Nyt OUH kan åbne. Og ikke mindst glæder jeg mig usigelig meget til den dag, hvor væggen i koblingszonen skal ned, og jeg vil kunne sige ”Mr. Sygehusdirektør, tear down this wall”. Uden sammenligning mellem DDR og OUH i øvrigt, lød det afsluttende fra rektor Jens Ringsmose til stor underholdning for forsamlingen i koblingszonen, der på sigt kommer til at forbinde universitet og universitetshospital.

Efter talerne fik alle gæster mulighed for at komme på guidet rundvisning i det nye sundhedsvidenskabelige fakultet og selv opleve de mange kvadratmeters imødekommende byggeri.

Læs mere om Nyt SUND og SDU-OUH-projektet her

Rundvisning på Nyt SUND
Redaktionen afsluttet: 07.03.2024