Skip to main content

Bevilling

Bevilling muliggør indkøb af sekventeringsudstyr til SDU

Professor Morten Frier Gjerstorff fra Institut for Molekylær Medicin på Syddansk Universitet har netop modtaget en bevilling på 2,6 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden.

Bevillingen skal bruges til at indkøbe sekventeringsudstyr, som kan muliggøre avancerede DNA-analyser af celler og væv og dermed fremme instituttets forskning i sygdomme og behandling af disse.

Udstyret skal hjælpe instituttets forskningsgrupper med såkaldte DNA-sekventeringer, der blandt andet kan vise, hvilke gener der er aktive i bestemte celler eller hvilke forandringer, der er i genernes struktur.

Forskningsgruppen omkring professor Morten Frier Gjerstorffs vil f.eks. benytte metoden til at undersøge, hvordan kræftceller adskiller sig fra kroppens normale celler, så de kan udvikle nye behandlingsmetoder. I det lange løb skal der gerne findes svar på, hvordan man kan gøre immunforsvaret bedre i stand til at genkende kræftceller, så effektiv immunbehandling kan udvikles til at hjælpe flere kræftpatienter.

Bevillingen fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er en stor hjælp i forhold til at komme nærmere dette mål.
Mød forskeren

Morten Frier Gjerstorff er professor ved forskningsenheden Cancer & Inflammationsforskning - Cancer på Institut for Molekylær Medicin, SDU.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 09.03.2023