Skip to main content
DA / EN
Bevilling

Børns oplevelser af hjælp i børnehusene undersøges

Ny bevilling giver forskere fra forskningsgruppe THRIVE ved Institut for Psykologi, SDU, mulighed for at gennemføre en national undersøgelse af de danske børnehuse, set fra barnets perspektiv.

Af Marianne Lie Becker, , 23-01-2024

Overgreb mod børn er udbredt over hele verden og forbundet med alvorlige konsekvenser for barnet. Det er afgørende, at volden stoppes, og at barnet og dets familie har adgang til den rette hjælp og støtte.

I Danmark finder en vigtig del af denne akutte indsats sted i og omkring børnehusene. Børnehusene kendetegnes ved et tværfagligt samarbejde omkring barnet, og giver barnet og dets omsorgspersoner en enkelt indgang til at få hjælp.

Siden etableringen af børnehuse er antallet af sager om overgreb mod børn fortsat stigende.

Selvom forskning indikerer, at børnehus-modellen er succesfuld, er der meget begrænset viden og forskning om, hvordan børnene selv oplever indsatsen i børnehusene.

Den bedste hjælp til børnene

I et nyt nationalt forskningsprojekt vil Maj Hansen, lektor ved Institut for Psykologi sammen med Maria Hardeberg Bach, post. doc samme sted, med en bevilling fra TrygFonden på knap 2,5 millioner kroner undersøge børnenes førstehåndsoplevelse af børnehusene. Projektet inddrager desuden den større kontekst omkring barnet i forbindelse med sagsforløbet hos børnehusene ved at inkludere omsorgspersonerne samt fagpersonerne omkring barnet. Projektet har opstart 1. juni 2024 og vil bemandes yderligere med en post doc stilling.

-Børnehusene yder en koordineret, tværsektoriel og tværfaglig indsats i sager om overgreb mod børn og unge. Det er et børnevenligt miljø med barnet i centrum, men der er begrænset direkte forskning i hvordan barnet selv oplever at være i de danske børnehuse, for eksempel hvordan barnet oplever hele sagsforløbet, herunder videoafhøring ved politiet, retsmedicinsk undersøgelse, udredning og samtaler, fortæller Maj Hansen.

-Projektet er unikt i forhold til at få belyst barnets oplevelse af at være i de danske børnehuse. Den viden vi får, kan være med til at sikre, at børnehusenes ydelser leveres på den bedst mulige måde for at hjælpe barnet videre og reducere risikoen for yderligere traumatisering af børnene.
Mød forskeren

Maj Hansen er lektor i forskningsenheden ThRIVE ved Institut for Psykologi.

Kontakt

Om børnehusene

Der er fem børnehuse i Danmark, et i hver region. To af disse har desuden mindre afdelinger.
Børnehusene er bemandet med et fast uddannet personale, der har særlige kvalifikationer og kompetencer i forhold til at håndtere sager om overgreb mod børn. Det faste personale skal dække funktioner som ledelse, socialrådgiverbistand, psykologbistand samt sekretærbistand.
Kommunen skal benytte børnehuset i sager, når der er mistanke eller viden om overgreb mod et barn eller en ung under 18 år.
Politiet anvender børnehuset til at foretage videoafhøring af børn under 15 år i forbindelse med en konkret efterforskning 

Redaktionen afsluttet: 23.01.2024