Forskere finder direkte sammenhæng mellem PFAS og overvægt
En ny undersøgelse finder, at et højt indhold af PFAS i blodet medfører øget vægt og især ekstra besvær med at holde vægten efter vægttab.
Her fandt de, at hvis deltagerne fra otte europæiske lande havde et forhøjet indhold af et bestemt PFAS-kemikalie, PFOA, i blodet, tog de på i vægt - på trods af de diæter, de fulgte i det kliniske forsøg.
PFOA findes ofte i forurenet drikkevand og fødevarer og har længe været forbudt at anvende.
Tidligere vist lignende hos børn
Det viste sig i undersøgelsen at de deltagere med mest PFOA i blodet, efter et års opfølgning, ikke kun havde svært ved at holde vægten - de havde i gennemsnit taget omkring fem kilo mere på end dem med lav eksponering.
- Vi har tidligere vist, at børn med øgede PFAS-koncentrationer i blodet har en tendens til at tage på i vægt og udvikle højere niveauer af kolesterol i blodet, siger Philippe Grandjean, som har forsket i de menneskelige sundhedsvirkninger af PFAS i flere lande og befolkninger, herunder børn, de seneste 15 år.
- I det nye studie fokuserede vi på voksne, der deltog i en eksperimentel undersøgelse af forskellige diæters betydning for at forhindre vægtøgning. Det viste sig, at PFAS havde større betydning end kosten.
Overvægt skyldes ikke kun kost og inaktivitet
Resultaterne øger bekymringen for, at miljøforurening kan påvirke stofskiftet, så vi har en uønsket tendens til at tage på i vægt.
- Vores undersøgelse tilføjer nye indicier for, at overvægt ikke kun handler om mangel på fysisk aktivitet og usunde spisevaner – PFAS mistænkes i stigende grad for at være en medvirkende faktor, siger Philippe Grandjean.
”Vores undersøgelse tilføjer nye indicier for, at overvægt ikke kun handler om mangel på fysisk aktivitet og usunde spisevaner – PFAS mistænkes i stigende grad for at være en medvirkende faktor
Han mener at årsagen til, at flere og flere overspiser og udvikler en overvægtig tilstand er dårligt forstået, og at vi må erkende, at hormonforstyrrende stoffer så som PFOA i vores miljø meget vel kan have en skadelig påvirkning af kroppens appetitregulering og dermed være en medvirkende årsag til overvægt og fedme.
- Det er jo utrolig vigtigt at få identificeret sådanne faktorer, også da denne nye viden kan bidrage til at afstigmatisere personer, der lever med svær overvægt. Der er nu endnu en god grund til en effektiv indsats til at reducere eller fjerne PFAS fra vores miljø, siger Arne Astrup.
Behov for information om evighedskemikalierne
PFAS er en stor og årtier gammel familie af industrielle kemikalier, som ophobes i mennesker og miljøer.
De er farveløse, smagløse og lugtløse og bruges ofte til at beskytte køkkenudstyr, tekstiler og andre forbrugerprodukter, og de forhindrer pletter i at misfarve tæpper og møbler. Kemikalierne har også været brugt til brandslukning.
Stofferne er næsten unedbrydelige og kaldes derfor ofte for "evighedskemikalier" - de er også nået ned til grundvandet, ud i verdenshavene, og de forurener fødekæderne.
Derfor satser det amerikanske forskningscenter STEEP på University of Rhode Island, hvor Grandjean er en del af ledelsen, på at sikre, at sund videnskab bidrager til at informere den offentlige dialog om at forbedre beskyttelsen af borgerne mod de giftige stoffer.
Håb for nye retningslinjer
- På internationalt niveau har diskussionen især fokus på at lovgive om grænseværdier og finde måder at regulere indholdet af PFAS i drikkevand. Men vi er udsat for PFAS på mange måder, og nok især fra kosten, siger Philippe Grandjean.
Europa-Kommissionen arbejder med et forslag om at forbyde PFAS i forbrugerprodukter, og den amerikanske miljøstyrelse har for nylig foreslået bindende retningslinjer for vandforurening.
- Jeg håber, at de nye foranstaltninger bliver en succes, og nu har jeg en yderligere grund til at håbe, siger han.
Undersøgelsen er netop publiceret i Obesity, læs mere her.
Mød forskeren
Philippe Grandjean er professor i miljømedicin og forskningsleder på Institut for Sundhedstjenesteforskning. Hans mangeårige forskning har gjort ham til et kendt ansigt i offentligheden på emner som kviksølv i fisk, mænds sædkvalitet, asbest, pesticider, hormonforstyrrelser og den seneste tid især PFAS.