Skip to main content
DA / EN
Nyheder

Stor fremgang i søgningen til erhvervskandidatuddannelsen i Klinisk sygepleje på SDU

Søgningen til erhvervskandidatuddannelsen i Klinisk Sygepleje ved Syddansk Universitet er steget med 45%. Det skyldes primært en innovativ partnerskabsaftale med en række sygehuse.

Af SUND Kommunikation, 04-04-2024

I en tid med voksende behov for kvalificeret sundhedspersonale har Syddansk Universitet (SDU) gået i partnerskab med en række sygehuse om at opkvalificere sygeplejersker gennem en erhvervskandidatuddannelse i Klinisk Sygepleje. Disse partnerskaber har medført en mærkbar fremgang i antallet af ansøgere til uddannelsen.

Den positive udvikling viser sig tydeligt i de nyeste tal, hvor søgningen til uddannelsen er steget fra 33 ansøgere i 2023 til 48 ansøgere i 2024, hvilket udgør en stigning på 45%. Størstedelen af denne stigning kan tilskrives de nyetablerede partnerskaber.
- Vi er utroligt stolte af den markante fremgang i søgningen til vores erhvervskandidatuddannelse i Klinisk Sygepleje, lyder det fra Merete Munk, uddannelses- og sekretariatschef ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på SDU.

- Med partnerskaberne har vi etableret en model, der både adresserer det presserende behov for specialiserede sygeplejersker og sikrer en fortsat høj kvalitet i patientbehandlingen, fordi der her er tale om en uddannelse, der retter sig direkte mod sygeplejerskernes patientrettede arbejde.
Tilbagemeldinger fra sygehusene viser, at størstedelen af de 48 ansøgere i 2024 kan tilskrives partnerskaberne, hvor både Sjællands Universitetshospital, Esbjerg og Grindsted Sygehus, Sygehus Sønderjylland og sygeplejersker fra Odense Universitetshospital har søgt uddannelsen i klinisk sygepleje.

- Det er et klart bevis på, at når uddannelsesinstitutioner og sundhedssektoren arbejder sammen, kan vi opnå gode resultater til gavn for både sundhedsvæsnet og vores studerende.

Udbredelse af partnerskabs-modellen

Partnerskabsaftalen om erhvervskandidatuddannelsen i Klinisk Sygepleje forventes at blive udvidet til de fleste af regionens sygehuse i løbet af dette år, ligesom modellen på længere sigt også bliver udvidet til andre fagområder.

Ud over Klinisk sygepleje udbyder Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet også erhvervskandidatuddannelser i jordemodervidenskab, fysioterapi, ergoterapi og den sundhedsfaglige kandidatuddannelse.

Den 10.juni åbnes der igen for ansøgninger til de uddannelser, der har ledige pladser til efteråret.

Læs mere om partnerskabsaftalen her

 

Hvad er en erhvervskandidat-uddannelse? 

En erhvervskandidat er en overbygning på en bacheloruddannelse eller professionsbachelor nøjagtig ligesom en almindelig kandidat. Forskellen er at uddannelsen strækker sig over 4 år i stedet for 2, og den studerende skal i gennemsnit arbejde 25 timer om ugen ved siden af uddannelsen.

Redaktionen afsluttet: 04.04.2024