Gulerødder som superfood – tre ting du (måske) ikke vidste
Forskere på SDU har på tværs af specialer i 15 år samarbejdet om at få gulerøddernes forebyggende og helbredende egenskaber frem i lyset.
Talrige videnskabelige studier og publikationer har efterhånden bevist det: Gulerødder kan noget helt særligt.
Gulerødder nedsætter risikoen for flere kræftformer
Studier har vist, at et dagligt indtag af gulerødder kan nedsætte risikoen for tarmkræft, lungekræft og muligvis også kræft i bugspytkirtlen samt leukæmi.- I et befolkningsstudie* viste vi, at personer som spiste rå gulerødder dagligt, har 17 procent mindre risiko for at udvikle tarmkræft, fortæller Morten Kobæk Larsen, lektor i Biomedicinsk Laboratorium og Kirurgisk Forskningsenhed, Klinisk Institut.
- Vi har siden gentaget analyserne af dette befolkningsstudie og fundet, at de der spiste gulerødder hver dag, også havde 24 procent mindre risiko for at udvikle lungekræft. Analyserne indikerede også, at indtag af gulerod muligvis reducerede risikoen for at udvikle kræft i bugspytkirtlen samt leukæmi.
*Et befolkningsstudie bygger på anonyme data fra de danske sundhedsregistre. Disse kædes sammen med spørgeskemaundersøgelser, hvor de adspurgte har svaret på, hvor ofte de spise gulerødder.
Gulerødder bekæmper betændelse i kroppens celler
- I et forsøg undersøgte vi blodprøver taget på både personer der ikke havde drukket gulerodsjuice og på personer, der havde. Hvis man stimulerede disse blodprøver med et stof som starter inflammation, det vil sige betændelse i blodprøver, så kunne man se en inflammationshæmning hos dem som havde drukket gulerodsjuice sammenlignet med dem som ikke havde. Gulerod viser sig altså at bekæmpe betændelse, forklarer Morten Kobæk Larsen.
Forskerne har gennem forsøg på cellekulturer og forsøgsdyr samt registerstudier på mennesker opnået resultater som peger på, at stofferne falcarinol og falcarindiol fra gulerødder hæmmer inflammation og forebygger udviklingen af tarmkræft.
Gulerødder ser altså ud til at kunne forebygge kræft, fordi stofferne i dem hæmmer betændelse og dermed forstadier til kræft.
32 gram gulerod om dagen er nok
32 gram svarende til to små gulerødder om dagen er nok til at få den positive effekt på inflammation og dermed nedsat risiko for kræft.
De gavnlige stoffer i gulerødder, falcarinol og falcarindiol, forekommer i meget høje niveauer i gamle gulerodssorter og vilde sorter, hvor de beskytter guleroden mod svampeinfektioner.
Men i almindelige gulerødder fra supermarkedet er der altså nok til at få den gavnlige effekt.
I et kommende projekt vil patienter, som har fået fjernet forstadier til kræft fra tarmen skulle indtage 100 ml. gulerodsjuice dagligt i et år. Juicen laves af en særlig lilla sort af gulerødder, som indeholder mere falcarinol og falcarindiol end normale gulerødder.
Efter et år undersøges patienterne og forskerne vil sammenligne antallet og størrelsen af nye forstadier til tarmkræft med en gruppe tilsvarende patienter der ikke får gulerodsjuice.