Forskning
Doktordisputats om lavt blodsukker
Hjerneskade ved lavt blodsukker kan undgås hos nyfødte med den sjældne sygdom ”medfødt hyperinsulinisme”, men vanskeligheder ved at stille diagnosen kan forsinke korrekt behandling.
I en ny doktordisputats af professor Henrik Christesen fra H. C. Andersen Børneafdeling, Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet, påvises dette og andre vigtige forhold ved sygdommen.
Symptomer på lavt blodsukker helt kan mangle, bl.a. pga. en nedsat produktion af stresshormoner. Bare lidt for meget insulin i blodet kan være udslagsgivende, men at påvise dette kræver en sensitiv analysemetode. Sværhedsgraden ved starten af sygdommen og påvisning af en sygdomsfremkaldende mutation kan ikke forudsige, om sygdommen bliver vedvarende eller går over af sig selv.
En forandring lokalt i bugspytkirtlen kan forudsiges ved en hurtig genetisk analyse, og det lokale fokus kan findes præcist ved en speciel PET/CT-scanning, suppleret med ultralyd under operation, så patienterne kan blive helbredt ved præcis kirurgi.
Andre alvorlige typer af sygdommen kan ikke kureres ved kirurgi uden en meget høj risiko for udvikling af diabetes. En sjælden variant af sygdommen har kunnet efterlignes i en ny-designet medicin mod type 2 diabetes, hvor højere insulin-niveauer er ønskeligt. En række syndrom-sygdomme kan have ledsagende hyperinsulinisme i meget variabel grad og varighed.
Mød forskeren
Henrik Christesen er professor ved Klinisk Institut på SDU og H. C. Andersen Børneafdeling, OUH.
Doktordisputatsforsvar
Professor, ph.d., børnelæge Henrik Thybo Christesen forsvarer fredag d.14/6 sin doktordisputats om Fremskridt i Diagnose og Behandling af Medfødt Hyperinsulinisme på Nyt Sund, SDU. Afhandlingen er baseret på 17 publicerede artikler.