Skip to main content
DA / EN
Forskning

10 millioner til Henrik Dimke og projekt til bekæmpelse af nyresten

Nyresten er omdrejningspunktet for den forskning, som Henrik Dimke, professor på Institut for Molekylær Medicin, bedriver. Hans mål er at forstå underliggende mekanismer og derved udvikle nye metoder til behandling.

Af Marianne Lie Becker, , 16-05-2024

Med bevillingen fra Novo Nordisk Fonden kan Henrik Dimke sætte gang i et banebrydende projekt, der sigter mod at udvikle nye metoder til behandling af nyresten, en lidelse der rammer en stigende del af befolkningen.

Nyresten dannes, når for meget calcium ophobes i urinen. Det er en tilstand, der påvirker op mod 10 procent af befolkningen globalt og ofte fører til gentagne smertefulde episoder.

Henrik Dimkes forskning fokuserer på et særligt protein i nyrerne kaldet den calcium følsomme receptor (CASR), som spiller en kritisk rolle i reguleringen af, hvor meget calcium, der ender i urinen.

-CASR i nyren registrerer hvor meget calcium der er i blodet og hvis dette er for højt, regulerer den hvor meget der udskilles i urinen. Desværre er denne mekanisme også ændret hos visse patienter som danner nyresten, forklarer Henrik Dimke.

Mød forskeren

Henrik Dimke er professor ved enheden Kardiovaskulær & Renalforskning på Institut for Molekylær Medicin

Kontakt

Faktaboks: Hvad betyder transgene?

Transgene strategier refererer til teknikker, hvor forskere indsætter fremmede gener eller DNA-sekvenser i en organisme for at ændre dens genetiske sammensætning. Når et transgen introduceres i en organisme, kan det hjælpe med at frembringe bestemte egenskaber eller reaktioner, som ikke ville være mulige i en ikke-transgen organisme.

I konteksten af nyrestensforskningen kan transgene strategier anvendes til at skabe musemodeller, hvor specifikke gener, som spiller en rolle i calciumtransport og nyrestensdannelse, kan manipuleres. Forskere kan for eksempel tilføje, ændre eller fjerne gener, der koder for proteiner som CASR eller andre relevante proteiner for at undersøge, hvordan disse ændringer påvirker dannelsen af nyresten.

Ved hjælp af avancerede transgene metoder vil Henrik Dimke og hans team undersøge, hvordan aktiveringen af CASR ændrer på udskillelsen af calcium og hvordan en forståelse af denne kan føre til nye måder at forebygge dannelsen af nyresten på.

-Vores foreløbige data har vist, at der er en helt ny mekanisme, hvorigennem CASR påvirker udskillelsen af calcium. Det åbner på lang sigt op for helt nye muligheder for behandling, fortæller Henrik Dimke.

I projektet vil forskerne anvende avancerede metoder, herunder transgene musemodeller og mikroskopiske teknikker til at studere disse proteiner i nyrerne.

-Dette vil ikke kun bidrage til en dybere forståelse af nyrestenssygdom, men også potentielt føre til udviklingen af nye lægemidler, der kan forhindre nyresten i at danne sig, fortæller Henrik Dimke.

-Med dette projekt kan vi på Syddansk Universitet tage føringen i kampen mod en udbredt og smertefuld lidelse, der påvirker millioner af mennesker verden over.

Om bevillingen

Henrik Dimke har modtaget bevillingen fra Novo Nordisk Fonden under programmet Distinguished Investigator – Bioscience and Basic Biomedicine. Læs mere om fondens bevillinger her

Redaktionen afsluttet: 16.05.2024