Hvad har et farvefjernsyn med brystkræft at gøre?

Hvad er det, du særligt arbejder med inden for kræftbehandling og forskning?

I mit daglige arbejde som læge på kræftafdelingen møder jeg patienter, som enten er blevet behandlet for brystkræft og er raske, eller patienter som ikke kan helbredes, og derfor skal følges og behandles resten af livet.

Derfor er det også helt naturligt at forske i nye og forbedrede metoder til at opdage og følge sygdommens udvikling. Her arbejder vi i vores forskningsgruppe på tværs af flere specialer for mere målrettede og præcise undersøgelser for patienter med brystkræft.

Det er individuelt, hvilken type behandling man giver for brystkræft. Når brystkræften har spredt sig til andre organer, planlægger vi den medicinske behandling ud fra svaret på en biopsi. Behandlingen vil for disse patienter være livslang, og der vil være behov for løbende scanninger, blodprøver og eventuelt yderligere biopsier for at tilrettelægge behandlingsforløbet til den enkelte patient.

Alle patienterne bliver scannet, for at vi kan se kræften og udviklingen. Og det er scanningerne, jeg ved mest om.

Hvorfor scanner I?

Når kvinderne får behandling for brystkræft, holder vi øje med, om behandlingen virker. Det vil sige: Bliver tumoren mindre. Vi holder også øje med, om sygdommen igen begynder at vokse eller om der kommer nye kræftforandringer.

Så længe vi kan se, at behandlingen virker, så holder vi fast i den behandling, der er valgt. Hvis behandlingen på et tidspunkt ikke virker, så skifter vi til en anden behandling.

De fleste steder består opfølgningen i dag af en såkaldt CT-scanning. Kvinderne skal typisk scannes hver tredje måned.

Hvad ser I efter på scanningerne?

Vi kigger efter, om kræftbehandlingen virker på sygdommen. Det kan den gøre enten ved at holde kræftknuden i ro eller få den til at skrumpe.

Og så kigger vi også efter, om der er spredning til knoglerne. Det vil for eksempel kunne give huller i knoglerne – forestil dig en hullet ost. Udfordringen er, at det kan være rigtig svært at se spredning til knogler på en traditionel CT-scanning. Det er straks meget lettere på den nye type scanning kaldet PET.

Hvorfor scanner I så hyppigt?

Grunden til, at kvinderne skal scannes så hyppigt er, at det kan være svært at følge sygdommen, særligt fordi ganske mange patienter har spredning til knoglerne. Så vi scanner ofte og eventuelt med flere forskellige slags scanninger for at sikre, at vi ikke overser noget. Det kræver mange besøg på sygehuset, fordi det er her scanningerne bliver lavet.

Det er omkostningsfuldt for vores sundhedsvæsen med mange scanninger – også tidsmæssigt. Men det er det også for patienten, fordi de i forvejen har mange besøg på sygehuset, og derfor skal sætte endnu mere tid af til scanninger. Desuden går der også typisk noget tid, før de kan få svaret på deres scanning, og det er en tid, der oftest er fyldt med mange bekymringer for patienten.

Hvorfor er den nye type scanning bedre?

Sådan en PET-scanning med sukker-sporstof er en mere præcis scanningsmetode, som viser kræftforandringerne i farver, ligesom lyset i en elpære, i stedet for kun at vise størrelsen på kræftknuden i grå nuancer. Ændringer i aktivitet – det vil sige, om sygdommen begynder at udvikle sig – vil vise sig med mere lys i elpæren og ske, før der sker ændringerne i størrelsen.

Vi kan derfor se tiltagende sygdomsaktivitet på PET-scanning, før vi ser ændringer i størrelsen på CT-scanning. Den nye type scanning svarer altså lidt til at gå fra et sort/hvid-fjernsyn til et farvefjernsyn. Det er simpelthen nemmere at se kræftknuden, når der er lys på ”Find Holger”.

Vi ved fra tidligere studier, at jo tidligere vi opdager en øget aktivitet i sygdommen, jo tidligere kan vi skifte behandling. Det vil sige, at vi kan nå at skifte behandling inden patienten bliver så syg af kræften, at de ikke kan tåle den næste behandling. Det kan medføre færre indlæggelser, færre scanninger og forhåbentligt også et både bedre og længere liv for vores patienter.

Hvad er et succeskriterie for dig som læge?

At hjælpe patienten med at træffe de afgørende valg om behandling og finde deres individuelle balance mellem deres behandling, bivirkninger, ønsker for livet og den samlede livskvalitet.

Det er en succes for mig som kræftlæge, når jeg kan medvirke til, at patienten ikke har brug for mig. Det vil sige, at patienten skal være så lidt inde på sygehuset som muligt. Det er ikke livskvalitet at bruge sin tid på sygehuset, til scanninger, blodprøver eller indlæggelse.

Hvad er det næste skridt i din forskning?

Vi har startet et nyt stort EU-projekt, som er et lodtrækningsforsøg mellem CT og PET. Vi tror på, at det giver bedre og mere individuelle behandlingsforløb, hvis vi bruger PET.

Der er også noget, som tyder på at patienterne vil leve længere – og bedre – hvis vi bruger PET i stedet for CT. Man siger, at ”tidligere er bedre” – det vil vi nu finde ud af. 

Derudover arbejder vi også med en særlig type af blodprøver, som kan måle kræftcellernes DNA i blodet, altså en form for kræft-fodaftryk. Det kan forhåbentlig hjælpe os til at scanne patienterne endnu mindre i fremtiden.

Er der en del af dit arbejde, du er ekstra glad for?

Jeg kan rigtig godt lide formidlingsdelen. Det er vigtigt, at patienterne forstår, hvad de skal igennem, hvorfor og hvad mine forventninger til behandlingseffekten er. Det er også væsentligt, at andre forskere kender mit arbejde. På den måde kan vi lære af hinanden.

Jeg prøver hele tiden at gøre formidlingen bedre. Derfor har jeg også leget lidt med for eksempel et video-format. Jeg havde set, at nogle af de store tidsskrifter begyndte at lave video-abstracts – men de blev lidt tørre. Så tænkte jeg, at det kunne jeg måske gøre anderledes. Det endte ud i en video om Gerda, som har brystkræft.