Navnenyt
Mark Bremholm Ellebæk udnævnt til klinisk professor inden for Børne- og IBD-kirurgi
Ledende overlæge, ph.d., Mark Bremholm Ellebæk er d. 1. juli 2024 udnævnt til klinisk professor i en kombineret stilling mellem Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet (SDU) og Kirurgisk afdeling A, Odense Universitetshospital (OUH).
IBD-kirurgi retter sig mod inflammatorisk tarm-sygdom, det vil sige kronisk, autoimmune sygdomme i tarmen, fx Crohns sygdom eller colitis ulcerosa. Mark Bremholm Ellebæk forskningsområde har blandt andet bestået af forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af komplikationer efter gastrointestinal (mave-tarm) kirurgi.
Et forskningsområde af stor interesse er forebyggelse af forsnævringer i spiserøret efter operation for misdannelse i spiserøret hos nyfødte. Botox og et specifikt antistof er blevet undersøgt i flere dyreforsøg med lovende resultater. Det specifikke antistof har også potentiale inden for tarmforsnævringer hos patienter med kronisk tarmbetændelse, Morbus Crohn.
En af Mark Bremholm Ellebæks fremtidsvisioner er at forbedre livet for IBD-patienter gennem patientorienteret forskning. Dette skal ske ved at etablere et forskningscenter (BEAT-IBD) med fokus på avanceret IBD hos både børn og voksne i tæt samarbejde mellem Børneafdelingen og Afdeling for Medicinske Mavetarmsygdomme afd. S, Odense Universitetshospital. Centeret skal forbedre og implementere avancerede medicinske og kirurgiske behandlinger og pleje gennem evidensbaseret forebyggelse, interventioner, uddannelse og forskning.
Mark Bremholm Ellebæk forsvarede sin ph.d.-afhandling og blev speciallæge i kirurgi i 2015. I henholdsvis 2018 og 2019 specialiserede han sig i subspecialret kolorektal- og børnekirurg under Dansk Kirurgisk Selskab (DKS). Han har siden 2022 været ledende overlæge på kirurgisk afdeling A, Odense Universitetshospital for Børne- og IBD-kirurgi. Han har virket som klinisk lektor ved færdighedslaboratoriet Syddansk Universitet siden 2017.
Ved siden af sit kliniske virke er Mark Bremholm Ellebæk formand for fagområdet Børnekirurgi under DKS og for ”gastroenterological diseases” under The European Reference Network for rare Inherited and Congenital Anomalies (ERNICA). Siden 2021 haar han virket som national repræsentant for European Society of Coloproctology (ESCP).
Mark Bremholm Ellebæk er 44 år og bor i Odense sammen med sin Hustru, Signe. De har tre børn på hhv. 12, 18 og 23 år. Fritiden nydes i sommerhuset på Læsø med familie og venner samt i løbesko eller på en cykel.
Mød forskeren
Mark Bremholm Ellebæk er per 1. juli udnævnt til klinisk professor inden for Børne- og IBD-kirurgi