Navnenyt
Martin Lindberg-Larsen bliver ny professor i ortopædkirurgi på Odense Universitetshospital og SDU
Med det kliniske professorat skal Martin Lindberg-Larsen styrke forskning og udvikling inden for knæ- og hoftealloplastikkirurgi på OUH/SDU og i Danmark.
Kort vej fra forskning til klinisk praksis er et af de vigtigste temaer for Martin Lindberg-Larsen. Forskningen skal helst komme patienterne til gavn med det samme.
Martin Lindberg-Larsen er ledende overlæge og forskningsleder på Ortopædkirurgisk Afdeling O, Odense Universitetshospital (OUH). I den kliniske hverdag arbejder Martin Lindberg-Larsen med kirurgisk behandling af slidgigt i knæ og komplikationer efter operationer med kunstige knæ.
Martin Lindberg-Larsen fokuserer i sin forskning på at optimere patientforløb ved knæ- og hoftealloplastikoperationer. Aktuelt står Martin Lindberg-Larsen i spidsen for en bred national indførelse af sammendagskirurgi ved knæ- og hoftealloplastikoperationer. Men det skal gøres sikkert og med høj patienttilfredshed, og derfor gøres det i et protokolleret multicentersamarbejde.
Optimering af behandlingen af komplikationer efter knæalloplastikoperationer er et andet hovedfokusområde – hvordan behandler man bedst infektioner i kunstige knæled? Hvordan behandler man bedst knoglebrud omkring kunstige knæ, og hvornår skal man re-operere smertefulde kunstige knæ?
Disse forskningsspørgsmål og meget mere ønsker Martin Lindberg-Larsen at afklare i det kommende professorat.
Mød forskeren
Martin Lindberg-Larsen er uddannet læge i 2009 fra Aarhus Universitet og er efterfølgende uddannet speciallæge i ortopædkirurgi fra Bispebjerg Hospital. I 2015 forsvarede han sin ph.d.-afhandling ved Københavns Universitet. I 2017 kom Martin Lindberg-Larsen til OUH og har været overlæge der siden 2020.
Om Martin
Martin Lindberg-Larsen har siden 2022 været formand for Dansk Knæalloplastik Register.
Martin er 40 år, og er opvokset i Odense. Han bor nu igen i Odense sammen med sin kone Viktoria og sine tre børn.