Mere hjælp på vej til gravide i voldelige relationer
I et nyt forskningsprojekt vil forskere fra Syddansk Universitet være med til at udvikle tilbuddet om systematisk opsporing af vold i nære relationer, så det også kommer til at gælde gravide med etnisk minoritetsbaggrund.
Som den eneste region i Danmark tilbyder alle fødesteder i Region Syddanmark systematisk opsporing af vold i nære relationer. Dette tilbud gælder i øjeblikket dansktalende gravide, som også får tilbudt en tidlig støttende indsats. Nu skal det tilbud udbredes til også at gælde gravide med etnisk minoritetsbaggrund, da de anses som en særligt sårbar gruppe.
Med en bevilling fra Ligestillingsministeriet til projektet STOP-Mino-vold, vil klinikere fra Region Syddanmark i partnerskab med borgere med etnisk minoritetsbaggrund og forskere fra SDU udvikle systematisk opsporing og indsatser mod vold målrettet gravide med etnisk minoritetsbaggrund på tværs af alle fødesteder i Region Syddanmark.
STOP-Mino-vold bygger videre på projekt STOP, der udviklede et digitalt tilbud om systematisk screening for vold i svangreomsorgen og en støtteindsats til voldsudsatte gravide. Erfaringer fra STOP viste bl.a., at 8,5 % af alle gravide screener positive for partnervold eller har svære konflikter i deres parforhold. Derudover viste projektet, at støtteindsatsen forbedrer gravides mentale sundhed.
Behov for at afdække særlige vilkår
-I projekt ”STOP-Mino-vold” skal vi indsamle viden om de sociale, juridiske og sikkerhedsmæssige faktorer samt særlige vilkår for vold i nære relationer, der kan forekomme i gruppen af gravide med etnisk minoritetsbaggrund. For eksempel vold fra svigerfamilien eller æresrelateret vold, fortæller projektleder Karen Andreasen, som er regional koordinator på voldsområdet og ph.d.-studerende i det tværregionale STOP-projekt.
-Den viden skal bruges til en målrettet indsats, så vi kan tilbyde den bedst mulige hjælp til disse kvinder , siger lektor Ditte Søndergaard Linde, som også er en del af projekt STOP og STOP-Mino-vold.
STOP-Mino-vold er et af tre nye projekter under Ligestillingsministeriets handleplan mod partnervold og partnerdrab, som Ligestillingsministeriet støtter økonomisk. STOP-Mino-Vold modtager knap 5 millioner kroner.
STOP-Mino-vold laves i partnerskab mellem:
Region Syddanmark, Syddansk Universitet, Bydelsmødrene, Søstre Mod Vold og Tolkecenter Syddanmark. Derudover vil repræsentanter fra målgruppen, Negin Jafaar, Jens Søndergaard, Ask Elklit, jordemoderuddannelsen, Dansk Kvindesamfund, MaryFonden samt RED Center sidder med en i faglig følgegruppe og understøtte projektet.
Mød forskeren
Karen Andreasen, ph.d.-studerende ved Klinisk Institut, SDU og koordinator i det tværregionale STOP-projekt samt projektleder på STOP-Mino-vold.
Mød forskeren
Ditte Søndergaard Linde er lektor med speciale i kvinders sundhed, og med i projekterne STOP og STOP-Mino-vold. Hun er tilknyttet Klinisk Institut, SDU.