Navnenyt
Ny direktør for Statens Institut for Folkesundhed
Professor Morten Hulvej Rod er udnævnt til ny direktør for Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Han afløser Morten Grønbæk på posten.
Morten Hulvej Rod (47) kommer fra en stilling som chef for Sundhedsfremmeforskning på Steno Diabetes Center Copenhagen og som professor i sundhedsfremme på Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, og han har 10 års erfaring som leder af forskningsmiljøer på folkesundhedsområdet.
”I kraft af min baggrund har jeg et indgående kendskab til SIF (Statens Institut for Folkesundhed) og et bredt netværk blandt instituttets medarbejdere og samarbejdspartnere. Derfor er jeg meget bevidst om SIF’s enestående betydning for forskning og praksis på folkesundhedsområdet i Danmark. Jeg vil gøre mit yderste for at udvikle SIF i en retning, hvor det fortsat kan levere forskning, myndighedsbetjening og uddannelse af høj kvalitet og med stor gennemslagskraft, både politisk og i praksis,” siger Morten Hulvej Rod
Morten Hulvej Rod begyndte sin karriere som forebyggelses- og interventionsforsker på SIF, hvor han sidenhen blev lektor og forskningsleder, og hvor han i dag er ansat i et deltids-professorat.
Siden har han været centerleder for Nationalt Videncenter for Udsatte Børn og Unge, der bliver drevet i et partnerskab mellem alle landets professionshøjskoler, så han har et godt kendskab til uddannelse, forskning og praksis på tilstødende fagområder som socialt arbejde, sygepleje og pædagogik. De seneste knap fire år har han været leder af landets største miljø for sundhedsfremmeforskning på Steno Diabetes Center Copenhagen.
”Morten besidder den rette kombination af forskningsmæssige kompetencer, ledelsesmæssige erfaringer og faglige visioner til at stå i spidsen for Statens Institut for Folkesundhed. Han er desuden en synlig og flittig aktør i forhold til civilsamfundet, embedsmænd og beslutningstagere, så vi har fundet den rette person til posten,” udtaler dekan Ole Skøtt fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på SDU.
Morten Hulvej Rod har i sin egen forskning arbejdet med børn og unges sundhed, udvikling og evaluering af forebyggende interventioner, og han har bedrevet etnografiske feltstudier af kommunernes praksis på sundhedsområdet med særligt fokus på social ulighed i sundhed. Senest har han under et halvt års forskningsophold ved Institute for Advanced Study, Amsterdams Universitet, beskæftiget sig med metoder og teoretiske tilgange til at forstå og skabe forandring i komplekse systemer, blandt andet med henblik på at mindske ulighed i sundhed.
Mød professoren
Professor Morten Hulvej Rod er udnævnt til ny direktør for Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Han afløser Morten Grønbæk på posten.
Morten Hulvej Rod
- Uddannet antropolog fra Københavns Universitet (kandidat 2005, ph.d. 2010), tidligere ansat som lektor og forskningsleder på SIF (2005-17), og centerchef ved Nationalt Videncenter om Udsatte Børn og Unge (2017-19).