Skip to main content

Navnenyt

Professor i klinisk genetik skal forske i gener knyttet til arvelige hormon- og mitokondriesygdomme

Anja Lisbeth Frederiksen udnævnes til professor ved Klinisk Institut, SDU og Genetisk Afdeling på OUH.

Af Tomas Homburg, , 12-01-2024

Anja L. Frederiksen er speciallæge i klinisk genetik med særlig interesse i arvelige hormonsygdomme, herunder diabetes, knogle- samt mitokondriesygdomme. Hendes forskning i disse sjældne arveligt betingede tilstande sigter mod at opnå større forståelse af geners bidrag til udvikling af sygdom, og ved kliniske og laboratorieundersøgelser af disse sjældne sygdomme at få ny indsigt i bagvedliggende sygdomsmekanismer.

Med anvendelse af de nyeste molekylær-genetiske undersøgelsesmetoder sigter hendes forskning mod at opnå ny viden, der kan bidrage til udvikling af forebyggelse og af behandling af hyppigt forekommende sygdomme som fx diabetes og knogleskørhed. Lige for tiden arbejder hun med studier af mitokondriesygdommes betydning for knoglecellers funktioner.

I det nye professorat vil hun derudover have fokus på udbygning af afdelingens tværdisciplinære forskningsaktivitet samt på udvikling af forskningsuddannelse. Projekterne bygger på tværdisciplinære forskningssamarbejder i Region Syddanmark med bl.a. afd. for Diabetes og Hormonsygdomme, Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg, Endokrinlogisk afd. M, OUH, KMEB, SDU, Steno Diabetes Center, Odense. Nationalt samarbejder hun med blandt andet Neuromuskulær Forskningsenhed på Rigshospitalet samt Gastromedicinsk og Heptalogisk afd. og afd. for Molekylær Diagnostik på Aalborg Universitetshospital. Internationalt samarbejder hun med Radboud University Nijmegen, Holland.

Tilbage til Klinisk Genetisk afdeling på OUH

Anja L. Frederiksen stammer fra Skørpinge, Slagelse og efter endt studentereksamen fra Slagelse Gymnasium, blev hun i 1998 cand.med. ved Syddansk Universitet. Under sit ph.d.-studie på Endokrinologisk afdeling Sydvestjysk Sygehus Esbjerg, der omhandlende diabetespatienter med mitokondriesygdom, opstod interessen for genetik, og hun blev i 2013 speciallæge i klinisk genetik.

Efterfølgende har hun arbejdet på Klinisk Genetisk afdeling på OUH i syv år og vender nu tilbage afdelingen. Hun kommer fra en stilling på Klinisk Genetisk afdeling Aalborg på Universitetshospital/Klinisk Institut Aalborg Universitet, hvor hun fortsat er tilknyttet som adjungeret professor.

Fritiden bruges på haven, vandreture og musikoplevelser.

Mød forskeren

Anja L. Frederiksen er professor i klinisk genetik ved Klinisk Institut på SDU og Genetisk Afdeling på OUH.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 12.01.2024