Skip to main content
DA / EN

Navnenyt

Professor Pernille Tanggaard Andersen er udpeget til ny campusleder for SDU Esbjerg

- Jeg ser frem til at videreføre samarbejdet internt på tværs af SDU Esbjerg og eksternt til erhvervslivet, UC syd, Esbjerg og Grindsted Sygehus og andre lokale aktører. Og så står SDU Esbjerg stærkt med flere nye uddannelser, og jeg tror, der er muligheder for et endnu tættere samarbejde med det omkringliggende samfund.

Af Tomas Homburg, , 09-02-2024

Campusledelsen ved SDU Esbjerg består i øvrigt af professor Per Andersen, Juridisk Institut, viceinstitutleder Malene Damstedt, Institut for Erhverv og Bæredygtighed, professor Egon Noe, Center for Landdistriktsforskning ved Institut for Statskundskab, afdelingsleder Birgit Jahn, Studieservice, virksomhedskonsulent Lars Vad, SDU RIO og campuskoordinator Sara Christine Nielsen, SDU-Kommunikation samt campusdekan Ole Skøtt, som også er dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Pernille Tanggaard har været viceinstitutleder på Institut for Sundhedstjenesteforskning i et par år, og hun er professor og forskningsleder for Sundhedsfremme ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet. Hun er fhv. lektor sammesteds, adjunkt ved center for arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet og ph.d. fra København og Aalborg Universitet under det nationale forskningsprogram GEP (Gender, Empowerment and Politics).

Dekan Ole Skøtt er meget tilfreds med, at Pernille Tanggaard Andersen har taget lederrollen på sig:

- Pernille er den helt rette til at tage campuslederrollen på sig. Hun er dygtig, venlig og vellidt, og så har hun et meget stort kendskab til SDU i Esbjerg og til de forskellige uddannelses- og forskningsområder, som udgør SDU Esbjerg. Og hun har det brede netværk både lokalt, nationalt og internationalt, som vil være med til at sætte Esbjerg og SDU i Esbjerg på landkortet.

Pernille Tanggaard Andersen har været ansat på SDU siden 2005, og hendes forskning omhandler ulighed i sundhed, borgere i udsatte positioner, tværsektorielt samarbejde og sundhedssociologi.

En særlig interesse har været at bedrive praksis-nær forskning og etablere partnerskaber mellem kommuner, hospitaler, regioner, virksomheder og lokale aktører i civilsamfundet.

Tanggaard Andersen er medlem af programkomitéen for ulighed i sundhed under Behandlingsrådet, sidder i Bestyrelsen for Center for Selvmordsforskning i DK, Medlem af det internationale forskningsudvalg for Folkesundhedsvidenskab i Europa (EPH) og ekspertgruppen bag Sygdomsbyrde- rapporterne, der netop er udgivet i regi af Sundhedsstyrelsen. Siden 2015 har Pernille Tanggaard Andersen siddet i campusrådet og siden 2023 i campusledelsen for SDU, campus Esbjerg.

Redaktionen afsluttet: 09.02.2024