Skip to main content
DA / EN
Forskning

Psykiatriske patienter får mere og mere medicin

Forskere fra Syddansk Universitet har med det hidtil største studie af sin art vist, at stadig flere og flere patienter får mere end en slags antipsykotisk medicin samtidigt, selvom det bliver frarådet.

Af Nana Olejank Hansen, , 18-11-2024

Over de sidste 50 år er antallet af psykiatriske patienter med for eksempel skizofreni, som bliver behandlet med to eller flere antipsykotiske præparater, steget. Det på trods af, at det generelt bliver frarådet i de medicinske retningslinjer.

Antipsykotika

Antipsykotika er en gruppe lægemidler, som bruges til at behandle psykotiske lidelser, som for eksempel skizofreni.

Forskere fra SDU har gennemgået studier fra 1970 til 2023 for at få et opdateret overblik over, hvor mange der modtager såkaldt antipsykotisk polyfarmaci, det vil sige samtidig brug af to eller flere antipsykotiske præparater.

- Vi kan se, at de som får antipsykotisk polyfarmaci, har flere symptomer og lavere funktionsniveau end dem, der kun får et præparat. Det kan skyldes, at de grundlæggende er mere syge, men det kan også være tegn på, at antipsykotisk polyfarmarci ikke er en effektiv løsning, forklarer Mikkel Højlund, lektor ved Institut for Regional Sundhedsforskning og Psykiatrien i Region Syddanmark.

I alt har forskerne set på studier med knap 4,5 millioner personer involveret over 50 år.

Mere medicin giver flere bivirkninger og dårligere livskvalitet

Psykiatriske patienter får altså mere og mere medicin i kombination, selvom det generelt bliver frarådet i de medicinske retningslinjer. Polyfarmaci er forbundet med et sværere sygdomsforløb, dårligere behandlingsresultater, flere bivirkninger og højere dødelighed. Desuden har de en øget risiko for tilbagefald og har dårligere livskvalitet.

- Vi fandt, at en ud af fire patienter får flere slags antipsykotika samtidig, og at frekvensen er øget over de sidste 50 år, selvom vores guidelines ikke støtter det. Der er ikke evidens for en bedre effekt med flere præparater. I stedet er det forbundet med højere doser og flere bivirkninger siger Mikkel Højlund.

Årsagen til, at patienterne modtager antipsykotisk polyfarmaci trods retningslinjerne er ikke klar, men det kan for eksempel ske i forbindelse med et skifte fra en medicin til en anden.

- Studiet peger på, at der er meget, som vi kan forbedre i behandlingen af skizofreni. Det er vi gået i gang med at afdække via yderligere analyser og de danske sundhedsregistre, hvor vi for eksempel ser på, om der er en sammenhæng med overdødelighed. Vi skal simpelthen vide mere om, hvordan og hvor vi skal sætte ind, afslutter Mikkel Højlund.

Om studiet:

Studiet er en gentagelse af et lignende studie fra 2012. Forskerne er nået frem til samme konklusion: Mange patienter får flere slags antipsykotisk medicin samtidig, selvom det frarådes. Denne gang er datagrundlaget dog væsentligt større. I alt blev 517 studier med 4.459.149 personer udvalgt.

Fund:

  • En ud af fire individer får polyfarmaci
  • Frekvensen af polyfarmaci er øget over de sidste 50 år
  • Antipsykotisk polyfarmarci bliver brugt både ved skizofrene lidelser og bipolare sygdomme, men også til patienter med intellektuelle udfordringer og demens.
  • Op mod 90 % af de medicinske kombinationer var ikke evidensbaserede
  • Når man sammenligner mono- og polyfarmaci – det vil sige behandling med ét præparat eller flere præparater, så kan man se, at der ved antipsykotisk polyfarmarci er dårligere sammenhæng mellem fordele og ulemper ved behandlingen, der er øget risiko for tilbagefald, et dårligere funktionsniveau, ringere livskvalitet og flere bivirkninger.

Studiet er et samarbejde mellem Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Charité. Studiet er udgivet i tidsskriftet: Lancet Psychiatry

Mød forskeren

Mikkel Højlund er lektor ved Institut for Regional Sundhedsforskning, SDU og Psykiatrien i Region Syddanmark. Han er læge og beskæftiger sig i sin forskning med blandt andet brugen af antipsykotiske lægemidler.

Kontakt

Læs studiet

Studiet: "Prevalence, correlates, tolerability-related outcomes, and efficacy-related outcomes of antipsychotic polypharmacy: a systematic review and meta-analysis" er udgivet i The Lancet Psychiatry.

The Lancet Psychiatry

Redaktionen afsluttet: 18.11.2024