Små doser svampe kan have gavnlig effekt på psykiske lidelser
Studier på rotter skaber forståelse for, hvordan mikrodosering af psykedeliske svampe måske kan bruges til terapeutisk behandling af mennesker.
Et nyt forskningsresultat fra Syddansk Universitet åbner døren for muligheden for at bruge psilocybin, det aktive stof i svampe med psykedeliske egenskaber, som et terapeutisk redskab ved mikrodosering.
Psilocybin har længe været kendt som en klassisk psykedelisk substans og er i den senere tid blevet undersøgt for sit potentiale til at hjælpe med behandlingen af forskellige psykiatriske lidelser, primært depression og afhængighed, gennem terapi suppleret med en høj dosis psilocybin.
I sådan en terapeutisk behandling indtager patienten psilocybin efter grunding terapeutisk forberedelse og har et psykedelisk trip i gode rammer sammen med en uddannet terapeut. Efterfølgende integreres oplevelsen over flere sessioner med terapi.
Der laves forsøg med patienter på blandt andet Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet.
Mikrodosering på rotter
I det nye studie der netop er publiceret i Nature – Molecular Psychiatry har lektor Mikael Palner og ph.d-studerende Kat Kiilerich fra Forskningsenheden for klinisk fysiologi og nuklearmedicin på Syddansk Universitet undersøgt, hvordan små doser af psilocybin virker på rotter.
De har fokuseret på gentagne lave doser af psilocybin, der ligger langt under de doser, der normalt bruges i terapeutisk sammenhæng og ofte omtales som "mikrodosering."
-Mikrodosering er et fænomen, der er populariseret gennem performancekulturen i områder som Silicon Valley, Californien og efterfølgende blevet udbredt gennem fortællinger og anekdoter på internettet til selvmedicinering for forskellige udfordringer, fortæller Mikael Palner, som er sidsteforfatter på studiet.
Virker på stress og tvangshandlinger
Studiet udført på rotter viste, at dyrene tolererede gentagne lave doser af psilocybin godt og ikke udviste tegn som lavere fornøjelse, angst, tolerance, eller ændret motorisk aktivitet.
Mest bemærkelsesværdigt var, at gentagne lave doser af psilocybin øgede rotternes modstandsdygtighed over for stress, og de udviste færre tvangshandlinger.
Derudover blev der observeret en stigning i antallet af forbindelser til hjerneregionen thalamus, der fungerer som et slags filter for vores beslutninger og bekymringer.
-Ændringen i forbindelsen til thalamus kan måske hjælpe os til at være mere modstandsdygtige overfor stressfaktorer og være en forklaring på, hvorfor så mange mennesker rapporterer, at små doser af psykedeliske svampe har en positiv effekt på deres velvære.
Mød forskeren
Mikael Palner er lektor tilknyttet Forskningsenheden for klinisk fysiologi og nuklearmedicin på SDU og OUH og forsker i biologisk forståelse af psykisk sygdom og behandling med psykedeliske stoffer.
Om psilocybin
- Kemisk navn: 4-phosphoryloxy-N,N-dimethyltryptamin
- Psilocybin er en naturligt forekommende psykoaktiv forbindelse, der findes i over 200 forskellige svampearter. I dansk natur er spids nøgenhat den eneste svamp indeholdende psylocobin.
- Psilocybin har været brugt i religiøse og ceremonielle sammenhænge af forskellige kulturer i århundreder, især blandt indfødte amerikanske stammer.
- Psilocybin omdannes til psilocin i kroppen, hvilket grundentil de psykoaktive effekter.
- Psilocybin påvirker serotoninreceptorer i hjernen, især 5-HT2A-receptorer og kan dermed ændre humør, perception og tænkning.
Ny metode som kan føre videre
Gennem det nye studie har forskerne etableret en valid metode, som kan bruges til videre forskning i virkningerne af gentagne lave doser af psilocybin og understøtter de mange anekdotiske rapporter om fordelene ved mikrodosering som en terapeutisk intervention.
Det åbner døren for både yderligere forskning og potentielt helt nye tilgange til behandling af forskellige psykiske lidelser.
-Den øgede angst og stress i samfundet i øjeblikket har sat stor fokus på blandt andet mikrodosering og der handles med svampe som aldrig før. Lande som Holland, Australien, USA og Canada har enten lovliggjort eller er i proces om lovliggørelse af psilocybin i terapeutisk behandling, fortæller Mikael Palner.
-Det er derfor vigtigt, at vi forstår effekter og bivirkninger af disse stoffer som i stor udstrækning allerede bruges af mennesker verden over.
Bedre forståelse med potentiale
Mikael Palner fik interesse for at forske i psykedeliske stoffer og psilocybin, da han for 11 år siden boede i Silicon Valley i Californien og var vidne til den bølge af selvudvikling, som blandt andet førte til en stor interesse fra medierne samtfik flere mennesker til at begynde at mikrodosere.
-Der blev udgivet nogle bøger, som populariserede idéen om små doser psykedelika både til mentale problemer og for bedre præstation. Det fik mig til sætte gang i projektet her, som jeg har arbejdet på de seneste seks år, fortæller Mikael Palner.
-Nu er vi i stand til at fastsætte den rette dosis i rotter, så effekten af mikrodosering kan undersøges og vores forståelse for hjernen og mentale udforinger kan blive bedre, både til gavn for videnskaben og samfundet generelt.