Skip to main content
DA / EN
Forskning

Kunst og kreativitet øger forståelsen mellem patient og læge

En ny hjemmeside med personlige fortællinger skal inspirere andre til at tale åbent om deres udfordringer i mødet med sundhedsvæsenet.

Af Nana Olejank Hansen, , 21-02-2024

Hvordan mindsker man stigma? Det har en gruppe forskere i et tværfagligt samarbejde på Syddansk Universitet givet et bud på. Forskerne har afholdt flere læse- og skriveværksteder for patienter med alkoholoverforbrug, overvægt eller diabetes. Det kan mindske stigmatisering at vise andre og mere kreative sider af sig selv.

Teksterne fra projektet er nu blevet til en hjemmeside, hvor man kan høre i alt 13 tekster skrevet og læst højt af deltagerne. Det er blandt andet fortællinger om, hvordan mennesker har følt sig stigmatiseret i sundhedsvæsenet.

Stigmatisering - stigma

Stigmatisering er et negativt kendetegn; et socialt stempel. Nogle sygdomme taler vi åbent om – andre holder vi skjult. De er stigmatiserede. Stigmatisering rammer den enkelte person direkte, og forskning viser, at stigmatisering har konsekvenser for det fysiske og psykiske helbred.

Personer, som oplever stigmatisering, er længere tid om at tage kontakt til lægen, men der er også en risiko for at stigmatiserede sygdomme ikke prioriteres så højt. Alkoholoverforbrug, overvægt og diabetes er livsstilsfaktorer, som er forbundet med stigmatisering. Der er samtidig også livsstilsfaktorer, som kan føre til leversygdom, og leversygdom skal gerne opspores tidligt.

- Stigmatisering er en væsentlig forhindring i samarbejdet. Målet med projektet har været at øge den gensidige forståelse mellem patient, læge og samfund, fortæller leder af projektet professor Maja Thiele, Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

Narrativ medicin mod stigmatisering

Projektet tager afsæt i narrativ medicin. Narrativ medicin er en måde, hvorpå mennesket ved at fortælle sin historie kan sættes i centrum for medicinsk behandling. Målet med kurser i narrativ medicin for folk, som arbejder i sundhedsvæsenet, er at styrke evnen til at høre, spørge ind til og forstå, hvad patienter forsøger at fortælle.

Projekt DECIDE har arbejdet med narrativer – altså fortællinger - gennem læse- og skriveværksteder. Det har givet personer med leversygdomme mulighed for at præsentere sig selv i kraft af deres sårbarhed, kreativitet og personlighed fremfor de såkaldte risikofaktorer.

- Kunst er her blevet brug til at starte en samtale, øge åbenheden og bryde barrieren mellem nogle personer, som måske ikke altid har følt sig mødt som de mennesker de er. Det giver de sundhedsprofessionelle et andet blik på patienterne. Men det har også givet patienterne et andet blik for og forståelse for hinanden, fortæller Johanne Kragh Hansen, ph.d.-studerende ved Center for Leverforskning.

Arbejdet med læse- og skriveværkstederne har blandt andet givet deltagerne øget selvværd og styrket deres selvfortælling, hvilket har reduceret deltageres selv-stigmatisering.

Det er planen at lave et opfølgende studie, der kan bidrage til afstigmatisering af patienter i en større skala. 

 

Om projektet

  • Forskningsprojekt ved Center for Leverforskning, SDU, OUH og Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber.
  • Projektet undersøger nye måder at reducere stigmatisering af mennesker, der lever med risikofaktorer for at udvikle leversygdom.

  • Deltagerne er tilfældigt udvalgt blandt patienter, der i forvejen har kontakt til Center for Leverforskning. De blev inddelt i tre hold: Højt forbrug af alkohol eller tidligere alkoholmisbrug, overvægt eller type 2 diabetes, alkoholrelateret cirrose, også kaldet skrumpelever.

  • De 13 deltagere har været med i et læse- og skriveværksted i otte uger.

Mød forskeren

Professor Maja Thiele, Center for Leverforskning, Klinisk Institut, SDU og Odense Universitetshospital (OUH)

Kontakt

Mød forskeren

Ph.d.-studerende Johanne Kragh Hansen, Center for Leverforskning, Klinisk Institut, SDU og Odense Universitetshospital (OUH)

Kontakt

Mød forskeren

Anders Juhl Rasmussen, Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber, SDU.

Redaktionen afsluttet: 21.02.2024