Skip to main content
DA / EN

Highly Cited Researchers

SUND-forsker er blandt de mest citerede forskere i verden

Klinisk professor Asbjørn Hróbjartsson er blandt Clarivates Highly Cited Researchers for andet år i streg.

Af Nana Olejank Hansen, , 16-11-2023

Hvis du kommer i kontakt med sundhedsvæsenet, så håber du sikkert på, at den behandling du får bygger på den bedst mulige viden – at der er evidens. Evidens betyder, at det er bevist, at noget virker. Og evidens ændrer sig altså over tid, efterhånden som man lærer mere. Netop det er Asbjørn Hróbjartsson med til at sikre.

Asbjørn Hróbjartsson har en markant international forskningsprofil inden for evidensbaseret medicin. Hans forskning har fokus på kvalitet af klinisk forskning, særligt systematiske oversigter og kliniske forsøg. Han har interesse for at vurdere og forebygge bias i kliniske studier, og har publiceret bredt, for eksempel om blinding, placebo, rapporteringsbias, interessekonflikter og retningslinjer for god videnskabelig rapportering.

Forskningen skaber grundlag for, at behandlinger og anbefalinger i sundhedsvæsenet sker på baggrund af den bedst tilgængelige evidens. Det kommer både borgere, patienter og sundhedsansatte til gode.

Indflydelsesrig og tværfaglig forskning

Når en forsker refererer til en anden forskers arbejde i sin artikel, så kaldes det en citation. Asbjørn Hróbjartssons publikationer er blandt de publikationer på hans område, som oftest bliver citeret. Faktisk bliver hans publikationer citeret så ofte, at de nu er blandt den øverste promille i Web of Science på området ”cross-field” – altså tværfagligt.

Web of Science er en global database for forskeres citeringer, og det er andet år i streg, at Asbjørn Hróbjartsson er med på opgørelsen over de mest citerede forskere. Citeringerne er inddelt efter udgivelsesår og emneområde.

- Jeg er selvfølgelig meget stolt over, at så mange finder værdi i min forskning. Det vigtigste er dog, at vi dermed skaber opmærksomhed på altid at stræbe efter den bedste behandling – selv når vi skal ændre på ”det vi plejer at gøre”, siger Asbjørn Hróbjartsson.

Mød forskeren
Asbjørn Hróbjartsson

Asbjørn Hróbjartsson er klinisk professor ved Klinisk Institut, Center for Evidensbaseret Medicin CEBMO og Cochrane Danmark

Kontakt

Highly Cited Researchers 2023

Se listen

Redaktionen afsluttet: 16.11.2023