Skip to main content

Navnenyt

Tine Engberg Damsgaard udnævnt til professor i plastikkirurgi ved Vejle Sygehus og SDU

Hun tiltræder professoratet den 1. august, og professoratet er forskningsmæssigt tilknyttet Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet (SDU).

Hendes fokus er på brystrekonstruktion efter brystkræft, men også på de højt-specialiserede plastikkirurgiske operationer i samarbejde med Odense Universitetshospital. Desuden forsker Tine Engberg Damsgaard i behandling af senfølger, hvor fx lymfødem og kroniske smerter efter behandling for brystkræft desværre rammer nogle af patienterne. Desuden skal forskningen og det kliniske arbejde være med til at implementere og afdække mulighederne ved nyere scanningsteknikker og robot-assisteret kirurgi i denne patientgruppe.

Et af Tine Engberg Damsgaards andre fokusområder bliver også i et tværregionalt samarbejde at afdække, om fedttransplantation og stamceller tillige skulle have en større plads i plastikkirurgiske og brystrekonstruktive område.

Sammen med forskellige forskningsgrupper har hun opnået forskningsstøtte fra Kræftens Bekæmpelse og fonde på mere end 30 millioner kr. Det sidste nye skud på stammen er det nationale forskningssamarbejde ”ACROBATIC” (www.acrobatic.dk), hvor både Vejle Sygehus, Odense Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital og forskere tilknyttet Aarhus Universitet og SDU er aktive medspillere, bl.a. om radikale kræftoperationer assisteret af en ny scanningsteknik og kirurgisk lymfødembehandling.

Forskning vil fremme samarbejde mellem plastik- og brystkræftkirurger

En del af forskningen vil blive foretaget i regi af DBCG (Dansk Brystkræft Gruppe), hvor hun er Dansk Selskab for Plastik-og Rekonstruktionskirurgis repræsentant i DBCG’s bestyrelse. I DBCG´s kirurgiske udvalg er hun desuden næstformand og er aktiv med bl.a. at udfærdige retningslinjer, men også fremme samarbejdet mellem plastik- og brystkræftkirurger.

Derudover er hun med-initiativtager til DCCL (Dansk Center for Brystkræftsenfølger), som er støttet af Kræftens Bekæmpelse. DCCL har månedlige nationale multidisciplinære teamkonferencer for patienter med senfølgesymptomer efter brystkræftbehandling og forsker aktivt i både de fysiske men også psyko-onkologiske senfølger.

Tine Engberg Damsgaard er uddannet læge fra Aarhus Universitet, hvor hun også forsvarede sin ph.d.-afhandling, tre år efter endt uddannelse som læge. Herefter fulgte speciallægeuddannelsen i plastikkirurgi, i løbet af hvilken hun var ansat på Odense Universitetshospital og Aarhus Sygehus/Aarhus Universitetshospital.

Første kvindelige professor i plastikkirugi

I 2018 blev hun den første kvindelige professor i plastikkirurgi i Danmark og herefter fulgte fire år som professor ved Københavns Universitet og Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling på Rigshospitalet. Da Region Hovedstaden besluttede, at brystkræftkirurgien med dertilhørende primær rekonstruktion ikke længere hørte til på Rigshospitalet, så var vejen banet for at søge nye muligheder på Odense Universitetshospital og Vejle Sygehus samt Syddansk Universitet.

Tine Engberg Damsgaard har været inviteret foredragsholder på europæiske og skandinaviske kongresser og har publiceret 87 artikler i danske og internationale tidsskrifter.

Tine Engberg Damsgaard bor i Risskov og er gift med elektronikingeniør Holger Damsgaard.

Mød forskeren

Tine Engberg Damsgaard er professor i plastikkirurgi ved Vejle Sygehus og Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk universitet.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 09.08.2023