Skip to main content
DA / EN

Navnenyt

Torben Bjerregaard Larsen udnævnt til klinisk professor i translationel medicin og innovation

Der er tale om et nyoprettet professorat med ansvar for translationel medicin og innovation ved Sygehus Lillebælt og Institut for Regional Sundhedsforskning (IRS) på SDU.

Af Tomas Homburg, , 28-06-2024

Med en fremtrædende karriere inden for klinisk biokemi, kardiologi, epidemiologi og translationel medicin bringer Torben Bjerregaard Larsen en stor erfaring og en solid baggrund af akademisk og klinisk ekspertise til Syddansk Universitet. Han kommer således også fra et professorat på Aalborg Universitet, som han tiltrådte i 2018.

I sin nye rolle skal han lede Sygehus Lillebælts initiativer inden for translationel medicin (det vil sige forskning, der hurtigt kan omsættes til behandling af patienterne) med fokus på den datadrevne forskning og bygge bro mellem forskning og klinisk anvendelse. Hans arbejde vil være afgørende for at forbedre mulighederne inden for innovative behandlingsmetoder og forbedringer i patientplejen. Udnævnelsen af Torben Bjerregaard Larsen understreger Sygehus Lillebælts engagement i at føre den medicinske forskning og kliniske praksis fremad. Stærke forskningsmiljøer på Sygehus Lillebælt er et vigtigt element i rekruttering, fastholdelse af forskningstalenter og i at øge eller fastholde de specialiserede funktioner.

Udnævnelsen af Torben Bjerregaard Larsen kommer på et tidspunkt, hvor Sygehus Lillebælt, IRS, og Syddansk Universitet, satser stort på translationel forskning og innovative sundhedsløsninger. Hans samarbejde på tværs af disse institutioner forventes at kunne styrke forskningen indenfor translationel medicin og innovation.

"Jeg kom til Sygehus Lillebælt oktober 2023, og vi har allerede omfattende samarbejder om forskning med kolleger fra specialerne Klinisk Biokemi, Onkologi, Intern Medicin, Kardiologi, Nuklearmedicin, Radiologi og Karkirurgi. Der er således allerede tale om en ret bred forskningsportefølje, primært med udgangspunkt i udnyttelse af lokale og regionale data, der kan bidrage til forskning på et højt internationalt niveau," fortæller Bjerregaard Larsen.

Professor ph.d. Torben Bjerregaard Larsen har en baggrund både inden for akademia og klinisk praksis. Han færdiggjorde sin lægeuddannelse fra Aarhus Universitet i 1993 og specialiserede sig senere i klinisk biokemi med speciale inden for Trombose og Hæmostase. Som yngre læge har han haft ansættelse i almen praksis, på Øre-, Næse- Hals afdeling, Pædiatrisk Afdeling, Afdeling for Klinisk Genetik og forskellige kirurgiske og medicinske specialer. Klinisk har han arbejdet med trombose og hæmostase gennem hele sit lægeliv. Hans omfattende forskning, især inden for trombose, kardiovaskulær medicin, farmakoterapi og diagnostiske metoder, har væsentligt bidraget til forståelse og behandling af kardiovaskulære sygdomme.

Professor Larsen har tætte samarbejder med institutioner som Brigham & Womans Hospital (Boston, US), Harvard Medical School, University of Connecticut (US), Birmingham University (UK), Liverpool University (UK), University of Mainz (DE), Hamburg University (DE) og Cardiff University (UK). Disse kontakter har gjort det muligt at en stor del af hans ph.d.-studerende har været på udveksling på disse institutioner. Han er således også forfatter på mere en 250 videnskabelige publikationer med et H-index på over 60.

Mød forskeren

Torben Bjerregaard Larsen er født i Aarhus, er gift og har tre voksne børn. Han bor i dag på Mols, og er storforbruger af natur og litteratur. Hans største passion er dog gastronomi og det gode liv sammen med venner og familie.

Redaktionen afsluttet: 28.06.2024