Ung SDU-professor udnævnt til styregruppemedlem i EU-netværk
Professor, mso. Pernille B. Lærkegaard Hansen er blevet udnævnt til styregruppen for et nyoprettet såkaldt EU Cost action netværk. Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående uddannelser står for udpegelsen.
Netværket hedder “Aldosterone and mineralocorticoid receptor: Pathophysiology, clinical implication and therapeutic innovations (ADMIRE)” og involverer 40 laboratorier over hele Europa. Netværket vil modtage støtte fra EU over de næste fire år.
Aldosteron er et hormon, der er en vigtig faktor i reguleringen af blodtrykket. Projektet fokuserer på at identificere nye signaleringsveje, biomarkører samt finde nye potentielle behandlings targets for aldosteron. Målet er at øge den excellente forskning i aldosteron samt støtte unge forskeres karriere muligheder gennem øget netværksdannelse.