SDU-professor til Harvard
Vejen fra Odense til Boston kan synes lang, men professor og leder af forskningsenheden for Klinisk Biomekanik på Syddansk Universitet, Jan Hartvigsen har gjort sig så heldigt bemærket i det store udland, at det verdensberømte universitet Harvard har inviteret ham til at komme og forske hos dem.
På Harvard skal Jan Hartvigsen i samarbejde med amerikanske forskere fortsætte og udvikle sin forskning i forebyggelse af langvarigt sygefravær for patienter med ondt i ryggen.
”På Syddansk Universitet er vi inden for sundhedsområdet meget aktive inden for forskning i sygdomme i muskler og led, herunder ondt i ryggen og nakken, og vi har et godt samarbejde med flere forskergrupper rundt om i verden. Vi interesserer os specielt for, hvordan vi tidligt kan identificere patienter med en dårlig prognose, så vi kan give dem den bedste behandling,” fortæller Jan Hartvigsen.
Syddansk Universitet er en attraktiv samarbejdspartner for forskerne fra Harvard, fordi det danske sundhedssystem, med cpr.-numre, i modsætning til det amerikanske er bygget sådan op, at man kan følge patienterne over flere år og se, hvordan det går dem på længere sigt.
”Det vi arbejder på, er at forebygge udstødelse fra arbejdsmarkedet, når man får en rygskade eller -sygdom. Den værste konsekvens ved ondt i ryggen er ofte den sociale, nemlig at patienterne ikke kan deltage i samfundet og ikke kan gå på arbejde,” siger Jan Hartvigsen.
De hårdest ramte rygpatienter er en stor samfundsmæssig omkostning, selvom de kun udgør en lille del af alle med ondt i ryggen. Populært siger man, at 10 procent af patienterne koster 90 procent af pengene, når de skal behandles - og i yderste konsekvens forsørges, fordi de falder ud af arbejdsmarkedet.
”Når patienterne første gang søger behandling for ondt i ryggen, kan vi ikke se, hvem der over længere tid er de dårligste og dermed dyreste rygpatienter. Ved hjælp af et værktøj, som forskere på Harvard har udviklet, kan vi langt hurtigere finde frem til, hvem der er i risikozonen, og hvordan de skal behandles,” fortæller Jan Hartvigsen.
Jan Hartvigsen skal opholde sig på Harvard School og Public Health og Liberty Mutual Research Institute for Safety fra 1. juli til 1. november.
I løbet af opholdet vil han holde to forelæsninger på universitet om moderne rygbehandling, sponsoreret af det amerikanske arbejdsmiljøinstitut, National Institute for Occupational Safety and Health, og med studerende fra hele verden som tilhørere.