13 nye kiropraktorer
”Det er jer, der danner universitetet”, sagde dekan Ole Skøtt til de ny udklækkede kiropraktorer, da Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet var vært ved kandidatafslutningen på klinisk biomekanik i dag.
Han takkede kandidaterne for at have været en del af universitet de seneste fem år.
Konferencelokale 100 var fyldt med stolte familiemedlemmer, der lyttede til Ole Skøtts ord om samfundets forventninger og forhåbninger til kandidaterne.
”De sundhedsvidenskabelige professioners arbejde går fra erfaringsbaseret til evidensbaseret viden i disse år. Vi skal samarbejde med patienterne, finde løsninger sammen med dem, og ikke for dem,” pointerede Ole Skøtt.
Hans tale blev efterfulgt af klassisk musik fra barokken og impressionismen, fremført af cellostuderende fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole.
To af kandidaterne, Martin Mørk Hansen og Louise Tidemann holdt en veloplagt tale, som gjorde status over uddannelsens forløb, både fagligt og socialt.
Bo Libergren, regionsrådsmedlem i Region Syddanmark - og formand for Sundhedskoordinationsudvalget og for udvalget vedrørende samarbejde med kommuner og praksisområdet - var gæstetaler ved ceremonien.
Han lykønskede kandidaterne og udtrykte sin glæde over at have kiropraktoruddannelsen i Odense. Det giver borgerne på Fyn gode muligheder for at komme i behandling. Ikke alle i regionen er så privilegerede, men her har Region Syddanmark udvalgt særlige kommuner, hvor der er fri nedsættelsesret.
”Kiropraktorer er unge, smukke og sprængfyldte med energi. De skiller sig ud i mængden af sundhedsfagligt personale,” sagde Bo Libergren med et glimt i øjet.
Han roste kiropraktorerne for deres store arbejde, også udenfor arbejdstiden, hvor de er synlige i idrætsforeninger og andet frivilligt arbejde.
”Sygdomme i bevægeapparatet er en stor udfordring. Det monofaglige er et godt fundament, men tværfagligt samarbejde er en smuk overbygning,” afsluttede han og lod festlighederne fortsætte ved receptionen, hvor Sundhedsvidenskabeligt Fakultet var vært, inden kandidaterne skal ud og møde virkeligheden udenfor universitetet.