Skip to main content

Årets danske forskningsresultat kommer fra SDU

Videnskab.dk belønner udviklingen af en blodprøve, der kan bestemme en kvindes risiko for brystkræft og afsløre sygdommen langt tidligere. Bag projektet står Henrik Ditzel og Annette Raskov Kodahl fra Institut for Molekylær Medicin.

Fredag eftermiddag fik forskerne fra SDU overrakt prisen for Årets Danske Forskningsresultat af uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen ved en ceremoni hos det populærvidenskabelige nyhedsmedie Videnskab.dk.

Forskerne fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital har fundet frem til den sammensætning af stoffer i blodet, der kan afsløre, om en kvinde har eller har høj risiko for at få brystkræft.
Deres årelange forskning har resulteret i fundet af ni mikro-RNA molekyler, der målt i blodet kan afsløre brystkræft eller risiko for udvikling af sygdommen.
Ved at bruge den specielle blodtest sammen med mammografiscreeninger, kan man muligvis opdage flere kræfttilfælde tidligere og i fremtiden redde menneskeliv.

- Jeg glæder mig dobbelt over Årets Danske Forskningsresultat. Både som minister for forskning og som privatperson. Jeg har som rigtig mange danskere oplevet brystkræft helt tæt på i min nærmeste vennekreds.

- Derfor bliver jeg både glad og stolt, når danske forskere leverer god og vigtig forskning, der har potentiale til at gøre en positiv forskel for så mange mennesker, siger Sofie Carsten Nielsen.

Afstemning på Videnskab.dk

Videnskab.dk står hvert år bag en afstemning blandt sidens brugere om årets bedste forskningsresultat og i år var Henrik Ditzel og Annette Raskov Kodahl klare vindere blandt ti nominerede. De ti nominerede var udvalgt blandt hundredevis af indstillede projekter, og SDU havde hele tre projekter med blandt de sidste ti.

Læs mere om brystkræft-projektet 

Læs om forskningsresultatet i det videnskabelige tidsskrift PLOS One (engelsk)

Redaktionen afsluttet: 12.12.2014