Blodprøve vil kunne fortælle, om du har brystkræft
I fremtiden vil det være muligt at bestemme en kvindes risiko for brystkræft med en blodprøve og opdage sygdommen langt tidligere end i dag. Samtidig slipper mange kvinder for ubegrundet angst for kræft, når en mammografi viser et falsk positivt resultat.
Forskere på SDU og Odense Universitetshospital har fundet frem til den sammensætning af stoffer i blodet, der kan afsløre, om en kvinde har brystkræft eller høj risiko for at få det.
Ved at bruge den specielle blodtest sammen med mammografiscreeninger kan man muligvis opdage flere kræfttilfælde tidligere og i fremtiden redde menneskeliv.
- Når en diagnose stilles tidligt, betyder det stærkt forhøjede overlevelseschancer. Det ser rigtig lovende ud. Vi håber, at blodprøven vil gøre det muligt at diagnosticere brystkræft langt tidligere end i dag, både hos de kvinder der tilbydes mammografiscreening, men også hos yngre kvinder som i dag slet ikke tilbydes kontrol for brystkræft, siger professor Henrik Ditzel.
Den hyppigste kræftform
Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder i den vestlige verden, og antallet er stigende.
Herhjemme tilbydes alle kvinder mellem 50 og 69 år mammografiscreeninger, men mammografien fanger kun 7 ud af 10 tilfælde af brystkræft.
Samtidig giver mammografiens resultater ofte anledning til yderligere undersøgelser og sætter en skræk i livet på kvinder, der slet ikke fejler noget.
Endelig, forekommer halvdelen af alle brystkræfttilfælde hos kvinder yngre end 50 eller ældre end 69 år.
Der er derfor behov for bedre og mere præcise diagnosticeringer, og her er udviklingen af den nye blodprøve et vigtigt skridt.
Supplement til screening
Blodprøven skal ikke erstatte, men supplere mammografiscreening for at kunne vise, hvilke kvinder der har høj risiko for at have brystkræft, siger Annette Kodahl, ph.d.-studerende og koordinator på forskningsprojektet.
Når blodprøven implementeres i praksis, vil det blive muligt at indkalde de kvinder, som er i høj-risiko-gruppen til flere undersøgelser og samtidig lave færre kontroller af dem, der har lav risiko.
Forskerne bag projektet har fundet frem til, at en speciel sammensætning af ni specifikke molekyler i blodet adskiller kvinder med brystkræft fra raske kvinder. Ud fra disse kan man baseret på en blodprøve udregne risikoen for brystkræft for enhver kvinde.
Søger patent på formlen
- Metoden, hvor vi ser på den genetiske kode for kræftceller, vil også kunne bruges til at vurdere, hvor effektiv kræftbehandlingen er.
På den måde vil vi bedre kunne tilpasse behandlingen, så den enkelte patient får mest muligt ud af den, siger Henrik Ditzel.