Flere kan undgå leverkirurgi ved hjælp af ultralyd
Ny doktordisputats om effekten af ultralyd ved tarmkræft
Søren Rafael Rafaelsen, forskningslektor på Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet og overlæge på Røntgenafdelingen, Vejle Sygehus, har i dag forsvaret sin doktordisputats.
Afhandlingen med titlen ”Diagnostic Ultrasound in Colacteral Cancer” er en opsamling af Søren Rafaelsen studier udført i Odense og Vejle og publiceret i perioden 1992 til 2013.
En af afhandlingens konklusioner er, at ultralyd med fordel kan benyttes til diagnosticering af tidlig cancer, som endnu ikke har spredt sig. I 2014 er der indført screening for tarmkræft med ultralyd, og Søren Rafaelsen forventer, at man fremover vil kunne finde endnu flere tilfælde af tarmkræft så tidligt, at canceren endnu ikke har spredt sig.
Tarmkræft er en hyppig sygdom med mere end 4.000 nye tilfælde årligt i Danmark. Behandlingen afhænger blandt andet af, hvor meget svulsten vokser ud gennem tarmvæggen og af, om der er spredning til leveren.
Teknikken bag højopløselig ultralyd er gennem de seneste årtier videreudviklet med ny software, så ultralyd nu kan bidrage til stadieinddelingen af tarmkræft.
Med tidlig diagnosticering vil flere kunne undgå leverkirurgi, når canceren findes, inden den har spredt sig.
Ultralydsscanning er en smerte- og risikofri metode og under operationer er det den mest nøjagtige metode til at påvise spredning af tarmkræft til leveren.
Søren Rafaelsens studier er støttet af Kræftens Bekæmpelse, Albani Fonden og Wildes Fond.