Kim Brixen ny direktør på OUH
Region Syddanmark har ansat Kim Brixen som ny direktør på Odense Universitetshospital/Svendborg Sygehus. Han forlader derfor sin stilling som institutleder ved Klinisk Institut den 31. august.
Kim Brixen er 56 år og har en baggrund som professor og institutleder på Klinisk Institut ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og overlæge på Odense Universitetshospital.
- Jeg har sat utrolig stor pris på Kims store indsats som institutleder for Klinisk Institut, hvor han har været hel central for den fantastiske transformationsproces som OUH har gennemgået de senere år. Det vil selvfølgelig blive et tab i institutlederkredsen, men vil give nye gode muligheder for et endnu tættere samarbejde med OUH i fremtiden, siger dekan Ole Skøtt
Samarbejde og forskning
Administrerende sygehusdirektør på Odense Universitetshospital, Jane Kraglund, ser frem til samarbejdet med Kim Brixen:
- Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Kim i sygehusledelsen. Vi har arbejdet sammen i mange år efterhånden, og jeg og de øvrige direktionsmedlemmer ved, at Kim supplerer os godt. Vi ser frem til at komme i gang med det fremadrettede samarbejde.
Kim Brixen glæder sig også til at komme i gang:
- Jeg glæder mig meget til at blive en del af OUH's direktion og medvirke til den fortsatte udvikling af både de kliniske funktioner og forskningen. OUH er inde i en meget positiv udvikling. På den forskningsmæssige side har man blandt andet fordoblet antallet af professorer og ph.d.-studerende samt den forskningsmæssige produktion i form af publikationer. Etablering af Nyt OUH og den planlagte sammenbygning med Syddansk Universitet vil skabe helt unikke rammer for dynamik. I de seneste år har jeg i kraft af mit nuværende job som institutleder især været involveret i den forskningsmæssige opbygning, og jeg ser frem til at videreføre dette arbejde i min nye rolle, således at OUH kan udbygge og fastholde de højtspecialiserede funktioner, der jo netop kendetegner et universitetssygehus. Samtidig ser jeg frem til at udvide samarbejdet med regionshospitalerne ikke mindst på forskningsområdet, siger Kim Brixen, ny direktør på OUH.
Kim Brixen begynder i sit nye job 1. september 2014. Der var 10 ansøgere til stillingen.