Skip to main content

Store smil og strålende solskin satte stemningen for dagens aflæggelse af lægeløftet

De høje hæle og slipsene var fundet frem fra gemmerne, da 113 unge mennesker trådte ind i festsalen på Niels Bohrs Allé som nyudklækkede medicinske kandidater og ud som læger. Traditionen tro markeredes den veloverståede sidste eksamen med aflæggelse af lægeløftet i festsalen på Niels Bohrs Allé foran stolte familiemedlemmer.

Ole Skøtt, dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, bød velkommen og satte scenen for det overgangsritual, som aflæggelsen af lægeløftet er.
”Jeres syn på mangt og meget er blevet ændret, I har fået et nyt sprog og har under studiet hørt og gjort en masse ting for første gang. Jeres omgivelser vil efter i dag se på jer på en ny måde. Som læger.”

”Når det handler om at gennemføre ændringer i sundhedssystemet, er det jer, der er de vigtigste.
Vores vision på Det sundhedsvidenskabelige Fakultet er at forbedre menneskers sundhed, og det er nu op til jer at gå ud i verden og gøre det,” sagde Ole Skøtt inden han under højlydte klapsalver tog imod alle kandidaterne og overrakte dem deres eksamensbeviser.

Herefter forestod Niels Riewerts Eriksen overrækkelsen af kandidateksamensprisen fra Nordic Medicare til Espen Ellingsen Moe, kandidaten med det højeste karaktergennemsnit ved eksamen.
”Vi vil gerne stimulere de processer, der sikrer at Danmark også i fremtiden har læger i særklasse. Tidligere var lægefaget mændenes legeplads, men siden 1990erne har kvinderne været i overtal. Det har også afspejlet sig i modtagerne af denne pris, som de seneste tre år har været kvinder. Men i år tilfalder den Espen Elllingsen Moe, der har opnået et gennemsnit på 10,9”.

Andreas Gormsen var udvalgt som repræsentant for kandidatholdet til at holde tale for sine medstuderende. Han sammenlignede de lægestuderendes rejse gennem studiet med en sædcelles prøvelser på vejen til befrugtningen af ægget.
Og vovede sig ud i både svensk og norsk for at understrege det internationale tilsnit, som medicinstudiet på Syddansk Universitet har.

Sopran Emma Oemann og pianist Britt Krogh Grønnebæk fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole stod for det musikalske indslag med både opera og Gershwins Summertime, der spillede flot op til glæden i salen og den lyse sommer udenfor.

Herefter indtog professor Liselotte Højgaard fra Københavns Universitet scenen med sin festforelæsning, der satte fokus på den store verden og de omfattende samarbejder, der er i gang og de store udfordringer, der præger fremtidens sundhedsmæssige landskab.
”Rejs ud og kom hjem med ny viden. Det er hårdt arbejde at være læge, det er både fagligt og menneskeligt hårdt, og I skal være dygtige. I unge og vi erfarne skal sammen forske og gøre en forskel for samfundet, både i Danmark og hele verden.”

Festen og fejringen af de nye læger fortsatte ved receptionen, som Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet var vært for som afslutning på dagen.

 

Redaktionen afsluttet: 27.06.2014