Mindeord: Ulla Høg Freund

Det stod ikke over Ulla Freunds vugge, at hun skulle blive en internationalt kendt videnskabskvinde, men Ulla var den drivende kraft bag etableringen af Den Antropologiske DataBase, Odense Universitet - ADBOU.  Og her havde hun sit virke fra 1992 til sin død, hun blev 66 år.

Der er mange måder at sætte spor i den videnskabelige verden, og Ullas måde at gøre det på må absolut kaldes enestående. Hun var uddannet reklametegner og kom først i kontakt med universitetet, da hun som langtidsledig blev tilknyttet ‘skeletgruppen’ ved det daværende Anatomisk Institut.

I forbindelse med nedskæringerne og rumlerierne omkring nedlæggelse af lægeuddannelsen ved det daværende Odense Universitet blev skeletgruppen nedlagt.  Universitetet stod nu med et betydeligt, men ’herreløst’ videnskabeligt materiale. Derfor tog Bent Collatz Christensen (nu netop afdød) initiativ til at samle mennesker med interesse for skeletforskning, og blandt disse var Ulla. På det tidspunkt var Ulla mere ikke tilknyttet universitetet, men hun den eneste, der havde et førstehåndskendskab til de fynske skeletter. Og hun nærede fortsat stor interesse for skeletter. Så de fynske skeletter blev ved Ullas indsats den ene af ADBOUs to hovedsøjler.  Og Ulla kom tilbage på banen, og var det lige siden.

Ulla Freund var et menneske, der besad et stærkt gen for at organisere og hun gjorde det på sig egen originale facon. Hun bestyrede, udviklede og åbnede samlingen, mens den voksede fra under 5000 til over 15000 skeletter. Det var i sig selv en bedrift; men hendes hovedvirke kom til at ligge på uddannelsen af nye biologiske antropologer. Fra den spæde begyndelse midt i 1990erne til i dag har der været flere studerende gennem Ullas kyndige vejledning, end der i den samme periode har været biologisk antropologistuderende i hele resten ad Norden.

Det er Ullas fortjeneste, at ADBOU blev kendt i såvel Europa som i Nordamerika som et center for uddannelse og udvikling af unge talenter i skeletfaget. Det var Ulla, der skabte rammer for de mange gæstestuderende vi har haft gennem årene. For alle blev deres ophold på ADBOU så meget bedre på grund af Ulla - fagligt og socialt. De lærte faget at kende gennem Ulla, og de lærte Danmark at kende gennem Ulla. Ulla gjorde meget mere end vi var forpligtede til. Hendes varme hjerte og passion for faget lukkede vores gæster helt ind i fællesskabet mellem alle på ADBOU - studerende, medarbejdere og gæster.

Ullas energi og vilje til at lære og mestre faget gjorde det naturligt, at hun hurtigt fik titel af teknisk leder af skeletsamlingen, ADBOU. En sådan leder udvikler sig og finder sin egen plads i den virksomhed, som blev ADBOU. Ulla blev verdens første, og hidtil eneste skelettekniker. Med midler fra universitetet, og fonde blev Ulla uddannet. Det gjorde hendes arbejde stadig mere kvalificeret, og med tiden fik hun skærpet sit blik for de små forandringer i skelettet, der med tiden kom til at fortælle os om de sygdomme, som menneskene bag skeletterne havde lidt af, mens de levede.

De epidemiologiske undersøgelser af spedalskheden blev et af ADBOUs store gennembrud. Det var aldrig sket uden hjælp af Ullas skarpe blik. Ulla kendte litteraturen på feltet og hun havde en tankens renhed i måden hun så og systematiserede de velkendte læsioner på. Det gjorde det muligt at opfylde Ullas ønske om at se spedalskheden, også når den ikke var i fuldt udbrud, men blot i et tidligt stadium. Ulla havde et artistisk blik for det meste omkring sig. I de senere år kastede hun sig med energi og et særligt blik for de mønstre detaljerne i skeletterne tegnede over andre sygdomme. Hun har defineret et helt sæt af hidtil oversete læsioner, der især forekommer hos mennesker, der i sin tid led af sygdomme, der er beslægtet med syfilis. Hendes iagttagelser gør, at vi i dag er i stand til at sige, at bakterien, der forårsager syfilis var til stede i Europa (det vil sige i Danmark) længe inden Columbus rejste til den Nye Verden.

Ulla havde en dyb respekt for videnskaben, som den udspiller sig. Men hun havde også et skarpt blik for de hornette ambitioner og for selvpromoveringen, som den også indeholder. For Ulla var et resultat ikke noget værd, hvis hun - og andre - ikke kunne genfinde det ved at se på skeletterne. Hendes måde at arbejde på var en insisteren på, at teorierne skulle være funderet på solide iagttagelser af skeletterne. Ulla gik sine egne veje, men hun lærte altid også af dem hun arbejdede sammen med. Nok var Ulla på sin vis stædig, men hun var også altid lyttende, lærende og på den gode måde belærende. Det er i det hele taget Ullas fortjeneste, at ADBOU blev mere end en parentes i universitetets historie.

For os, der gennem årene har arbejdet sammen med Ulla bliver savnet af hendes engagement, hendes skæve men altid velbegrundede vinkler på skeletterne og hendes gode humør stort. Vi vil mindes Ulla med glæde. Vores tanker går til hendes mand Peder, som også har sat spor for ADBOU.

Æret være Ullas minde!

Jesper Boldsen, ADBOU
Lene Mollerup, Øm Kloster Museum