Nekrolog over Bengt Saltin
Professor Bengt Saltin er død. Han blev 79 år.
Medarbejderne på Syddansk Universitet har med stor sorg erfaret, at professor Bengt Saltin er død. Især medarbejderne på Institut for Idræt og Biomekanik er dybt berørt af dødsfaldet, da Bengt Saltin fungerede som seniorrådgiver for instituttet igennem flere år.
Vi vil gerne udtrykke vores dybeste medfølelse med Bengt Saltins familie i den anledning. Instituttet har lidt et stort tab ved Bengt Saltins død. Bengt satte et meget stort præg på instituttet, både strategisk og personligt, hvilket vil have stor betydning for forskningen og indstillingen til forskningen fremover. Han havde frugtbare samarbejdsrelationer med flere af instituttets medarbejdere og publicerede sammen med dem helt frem til sin død
Bengt havde en kolossal interesse i fysiologi, og hans engagement var sagnomspundet og ekstremt inspirerende. Han var i sportsverdenen kendt for sin kamp mod doping og var i perioden 2000 til 2003 formand for Anti Doping Danmark
Få personer har en så ægte nysgerrighed og meget stimulerende interesse i fysiologien, som Bengt havde. Han omfavnede denne nysgerrighed på alle niveauer. Bengt tog altid sigte på ikke blot at beskrive, men forstå basale fysiologiske fænomener gennem motion og fysiologi; og forklare mekanismer og regulering. Og det lykkedes.
Vi ønsker at udtrykke vores dybeste taknemmelighed for, at Bengt delte sine tanker og ekspertise med os. Bengt vil blive savnet, men har stadig en enorm indflydelse på vores fremtidige tænkning indenfor området. Saltin var bredt anerkendt som en af fysiologiens fremmeste forskere og har blandt andet modtaget Novo Nordisk Prisen, Thuréus Prisen, August Krogh Prisen samt IOC's Olympiske Pris.
Bengt Saltin blev født i den 2. marts 1935 og døde den 12. september 2014. Han var uddannet læge og fysiolog fra Karolinska instituttet, hvor han fik sin doktorgrad i 1964.
På vegne af Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet Danmark,
Jørgen Povlsen, institutleder IOB