Skip to main content

Ny viden om forhøjet blodtryk og nyrer

Sukkersygepatienter kan måske undgå nyreskader med ”gammelkendt” medicin.

Mange sukkersygepatienter har nyreskade med protein i urinen og forhøjet blodtryk. At opnå kontrol med blodtrykket er svært hos diabetespatienter, men af helt afgørende betydning for at bevare nyrefunktionen. I Danmark er der over 300.000 diabetespatienter, og hver dag får 80 personer konstateret diabetes. Forskere ved Institut for Molekylær Medicin på Syddansk Universitet har i samarbejde med Odense Universitetshospitals afdelinger for Urologi og Endokrinologi i to parallelle videnskabelige artikler påvist en ny mekanisme, der kan være af betydning for folkesygdommen forhøjet blodtryk ved sukkersyge.

Antistoffer afslører salttransporter i nyrerne

Sukkersygepatienter kontrolleres regelmæssigt for nyrepåvirkning, som viser sig ved protein i urinen og ofte samtidig forhøjet blodtryk.
På baggrund af patientundersøgelserne kan forskerne se, at en særlig salttransporter i nyrerne er overaktiv, når man har let nyreskade med protein i urinen.

”Vi har udviklet nye redskaber – specifikke antistoffer -, som gør det muligt for os at lave meget detaljerede undersøgelser af salttransporterne i nyren. Redskaberne har gjort det muligt at undersøge salttransportøren i patienter med protein i urinen og vise, at der sandsynligvis er en kobling mellem protein i urinen og aktivering af nyrernes tilbageholdelse af salt i organismen” fortæller Per Svenningsen, adjunkt ved Institut for Molekylær Medicin og hovedforfatter på den ene artikel.

Kendt medicin med ny virkning

Den gode nyhed er, at der allerede findes medicin mod denne kanal i nyrerne og at man på baggrund af fundene skal overveje særligt at anvende denne vand- og saltdrivende medicin (amilorid) til at opnå blodtrykskontrol.

”Den mekanisme, som vi har beskrevet, kan gøre det muligt at give patienterne en mere målrettet behandling” siger Boye L Jensen, professor ved Institut for Molekylær Medicin.

”Vi er netop nu i gang med at undersøge om denne medicin faktisk virker særligt godt til patienter med mangeårig sukkersyge med nyrepåvirkning, det ved vi mere om senere i 2014”.

Forskningsresultaterne er publiceret i tidsskrifterne Journal of Hypertension og Journal of the American Society of Nephrology.

Projekterne er støttet af det Frie - og Det Strategiske Forskningsråd.

Link til artiklerne: 
http://journals.lww.com/jhypertension/Abstract/2014/08000/Plasmin_in_urine_from_patients_with_type_2.19.aspx

http://jasn.asnjournals.org/content/early/2014/07/23/ASN.2013111173.abstract

 

 

Redaktionen afsluttet: 26.08.2014