Ewa Roos får gigtforskningspris
SDU-professoren har modtaget Dronning Ingrids Forskerpris 2014.
Professor Ewa Roos fra Institut for Idræt og Biomekanik har i mange år forsket i folkesygdommen artrose (slidgigt), og hun har netop modtaget Dronning Ingrids Forskerpris 2014 for sin indsats. Prisen blev overrakt af Dronning Margrethe, som er Gigtforeningens protektor.
Ewa Roos, der er professor i fysioterapi ved Forskningsenheden for Muskuloskeletal Funktion og Fysioterapi på SDU, betegnes som banebrydende inden for sit felt.
- Ewa Roos lever til fulde op til det, som prisen hædrer: En målrettet og aktiv indsats inden for dansk gigtforskning, der fremmer mulighederne for at forebygge og behandle gigt, sagde Giftforeningens direktør Lene Witte ved overrækkelsen.
100.000 kroner til forskning
Dronning Ingrids Forskerpris uddeles hvert år i forbindelse med Den Internationale Gigtdag den. 12. oktober til en markant profil inden for dansk gigtforskning. Prisen gives til en forsker, der gennem sin videnskabelige indsats fremmer mulighederne for at forebygge og behandle gigt og dermed mindske generne for de ca. 700.000 mennesker i Danmark, der lever med en muskel- eller skeletsygdom. Med æren følger 100.000 kr. til forskning. Hver 5. voksne dansker har artrose
- Det er mit store håb, at Dronning Ingrids Forskerpris er med til at sætte fokus på den store gruppe danskere, der vil have gavn af en tidlig indsats, så smerte, funktionstab, erhvervssygdomme og førtidspension som følge af artrose kan mindskes. Hver femte voksne dansker har artrose i mere eller mindre grad. For den enkelte går det hårdt ud over livskvaliteten, for samfundet koster det mange milliarder hvert år, siger Ewa Roos.
- Min forskning har været med til at pege på risikofaktorer og behandlingsalternativer, der medvirker til, at vi kan forebygge og behandle artrose tidligt – på lige fod med, hvordan vi i dag som en selvfølge screener, monitorerer og forebygger andre kroniske lidelser, for eksempel diabetes og hjertesygdomme, siger hun.