Skip to main content

90.000 danskere bør ikke bruge populært antibiotikum

Ny undersøgelse viser, at patienter, der får det blodfortyndende lægemiddel warfarin, risikerer at få blodpropper, hvis de samtidig behandles med antibiotikummet dicloxacillin

 

Hvad er warfarin og dicloxacillin?

Warfarin er blodfortyndende medicin, der anvendes til forebyggelse og behandling af visse typer blodpropper. Warfarin indgår blandt andet i produkterne Marevan®, Warfarin Orion® og Waran®.

Dicloxacillin er et antibiotikum, der bruges mod infektioner i hud, bindevæv og knogler. Det kendes også under navnet Dicillin®. Et lignende antibiotikum er flucloxacillin, der kendes under navnet Heracillin®.

Cirka 90.000 danskere – især ældre – bruger det blodfortyndende lægemiddel warfarin. Et andet hyppigt brugt lægemiddel er antibiotikummet dicloxacillin, der bruges til at bekæmpe diverse infektioner, og som cirka 130.000 danskere tog i 2013.

Men de to midler kan vise sig at være en farlig cocktail. En ny undersøgelse fra Syddansk Universitet viser, at en kombination af de to lægemidler nedsætter virkningen af warfarin så kraftigt, at patienterne er i høj risiko for at få blodpropper.

- Konklusionen er ret klar. Man bør ikke bruge dicloxacillin til de patienter, der tager warfarin, siger Anton Pottegård, der er klinisk farmaceut og postdoc ved SDU og en af forskerne bag undersøgelsen.

Undersøgelsen bygger på data om 519 fynboere, der i perioden 1998-2012 fik både warfarin og dicloxacillin. Hos 60 procent af patienterne faldt den blodfortyndende effekt så meget, at patienterne ikke længere var godt nok beskyttet mod blodpropper.

Anden slags antibiotika bør anvendes

I undersøgelsen kiggede forskerne også nærmere på andre typer hyppigt brugte antibiotika og deres effekt på warfarin-behandling. Disse havde dog ingen eller kun en meget lille effekt.

Anton Pottegård anbefaler derfor, at praktiserende læger og sygehuse bruger en anden type antibiotikum end dicloxacillin og det lignende antibiotikum flucloxacillin til warfarin-patienter.

- Hvis man kan behandle med andre antibiotika, bør man gøre det. Hvis man ikke kan det, bør patientens blodfortyndende behandling blive fulgt meget tæt, et par gange om ugen, indtil to uger efter at antibiotikum-behandlingen er afsluttet, siger Anton Pottegård.

Resultatet er netop offentliggjort i verdens tredjestørste sundhedsvidenskabelige tidsskrift JAMA. Med offentliggørelsen håber forskerne at kunne bidrage til, at patienter i behandling med warfarin – det mest brugte blodfortyndende middel på verdensplan – får en mere sikker behandling. Forskerne håber, at man dermed kan reducere antallet af blodpropper hos disse patienter.

 

Fakta: Danskernes brug af warfarin og dicloxacillin

Cirka 90.000 danskere bruger warfarin. Langt de fleste af dem - mellem 60 og 70 procent - bruger warfarin mod atrieflimren, der kan give blodprop i hjernen.

Mellem 130.000 og 160.000 danskere har over de sidste fem år været i behandling med dicloxacillin.

I 2013 brugte cirka 11 procent af danskerne over 80 år warfarin. I samme aldersgruppe var 5 procent i behandling med dicloxacillin.

Redaktionen afsluttet: 22.07.2015