Danskerne søger ikke læge ved mavesmerter
Hver femte dansker har haft mavesmerter inden for de seneste fire uger, men kun hver fjerde af dem har søgt læge. En ny ph.d.-afhandling fra Syddansk Universitet er den første i en række baseret på Den Danske Symptomkohorte, der skal gøre os klogere på, hvilke former for ubehag og symptomer, der er mest udbredte hos danskerne, og hvordan de reagerer på dem.
Træthed, utilpashed, ondt i ondt i maven, blod i afføringen? Hvor hyppigt er det?
Hvilke symptomer og fornemmelser fra kroppen opfattes som almindeligt ubehag, der går i sig selv igen - og hvilke medfører, at man søger læge?
Det er nogle af de problemstillinger, som Den Danske Symptom Kohorte siden 2012 har set nærmere på. De første resultater er nu tilgængelige i en ph.d.-afhandling skrevet af Sanne Rasmussen fra Forskningsenheden for Almen Praksis, Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet, som har fokuseret på danskernes mavesmerter og reaktionerne på dem.
”Symptomer fra mave-tarmkanalen er særdeles hyppige i den danske befolkning. I en undersøgelse af 50.000 voksne danskeres symptomoplevelser har hver femte dansker haft mavesmerter inden for de seneste fire uger, men kun godt hver fjerde af dem angiver at have søgt læge med mavesmerter,” fortæller Sanne Rasmussen.
Ud over generelle mavesmerter er specifikke og uspecifikke alarmsymptomer på kræft meget udbredte, men kun hver tredje af de personer, der har oplevet blod i afføringen inden for en fire ugers periode, fortæller, at de har talt med deres læge om symptomerne. Tallene viser, at kvinder ikke søgte læge oftere end mænd med samme symptomer.
”Ved en lang række alvorlige sygdomme, for eksempel kræft, er det afgørende, at patienterne behandles så hurtigt som muligt. I andre situationer vil det være helt fornuftigt, at folk ikke søger læge. Vores studier giver os helt ny viden om sammenhænge mellem sygdom, symptomer og lægebesøg i den voksne danske befolkning”, siger praktiserende læge og seniorforsker, ph.d. Dorte Ejg Jarbøl, der leder Den Danske Symptom Kohorte undersøgelse.
Sanne Rasmussens ph.d.-projekt viser også, at symptomkomplekser som fordøjelsesbesvær, halsbrand og irriteret tyktarm er hyppige i den danske befolkning, og at der er et stort overlap i forekomsten af disse tilstande. En ud af tre oplever mindst to af symptomkomplekserne.
”Den høje hyppighed af symptomer i den almene befolkning bør give anledning til videre studier af, hvordan man sikrer, at de tilfælde, hvor symptomer eller kombinationer af symptomer viser sig at være forårsaget af alvorlig sygdom, bliver tidligt diagnosticeret. Samtidig skal det sikres, at man ikke kommer til at skulle undersøge unødvendigt mange, der viser sig ikke at lide af alvorlig sygdom,” mener Dorte Ejg Jarbøl.
Den Danske Symptom Kohorte (DaSK) udgår fra Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet, udføres af forskere ved SDU i samarbejde med Center for Forskning i Cancer-diagnostik i praksis, Aarhus Universitet, og er økonomisk støttet af Region Syddanmark, Novo Nordisk Fonden og Kræftens Bekæmpelse.
Ph.d.-afhandlingen er skrevet af Sanne Rasmussen, Forskningsenheden for Almen Praksis, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet.
Titel: Gastrointestinal symptoms in the general population - Prevalences, overlap and contact to general practice
Afhandlingen er forsvaret den 17.04.2015.