Diabetesepidemi koster milliarder
31.8 milliarder. Så stor er den årlige regning til samfundet som følge af den voksende diabetesepidemi, viser et nyt studie udført af SDU-forskere i samarbejde med Diabetesforeningen.
Diabetes Impact Study er gennemført for Diabetesforeningen af Applied Economis and Health Research, ApEHR i samarbejde med SDU. Studiet viser også, at Danmark i 2015 har omtrent 380.000 med diabetes, og i 2025 vil det tal være vokset til hele 650.000 mennesker. Det kommer til at koste samfundet 60 milliarder om året.
Professor Anders Green fra Odense Patient data Explorative Network (OPEN) på SDU er en del af forskergruppen bag studiet og han bakker om Diabetesforeningens fokus på at forebygge følgesygdomme.
- Der er markant stigende tillægsomkostninger, når folk udvikler komplikationer. Der er med andre ord et økonomisk potentiale ved at forhindre komplikationsudvikling, siger han.
Den primære forebyggelse er også vigtig, men uanset hvad vi gør, vil antallet af diabetikere stige voldsomt de kommende år kulminerende med estimeret 1.2 millioner danskere med en diabetesdiagnose i 2040.
- Det kan vi ikke gøre noget ved. Men vi kan håndtere det, fastslår Anders Green.