Skip to main content

Aftagerpaneler på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

 

På Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet er der aftagerpaneler for hver uddannelse. Det gør vi fordi det er afgørende for os, at vore studerende erhverver sig kompetencer, der matcher samfundets og arbejdsmarkedets behov. Kort sagt har vi behov for løbende dialog og sparring med de arbejdsområder, hvor vore dimittender får arbejde. Til dette benytter vi blandt andet uddannelsens aftagerpanel.
Et aftagerpanel består af repræsentanter fra private og offentlige virksomheder, relevante organisationer og institutioner samt to nyligt uddannede dimittender fra den pågældende uddannelse. Derudover deltager fakultetets uddannelseschef samt repræsentanter fra studieledelse og fakultetssekretariatet.

Aftagerpanelernes medlemmer inviteres og udpeges af fakultetets dekan. Dette sker efter indstilling fra uddannelsens ledelse, brancheforeninger eller toneangivende aftagere inden for den pågældende uddannelses afsætningsområde. Hvis det er relevant inviteres også medlemmer fra udlandet.

Som udgangspunkt varer medlemskabet af aftagerpanelet to år. Der er dog mulighed for forlængelse eller tidlig udtrædelse, hvis du ønsker det.

Vores intention er, at medlemmerne skal have fordel af at deltage i aftagerpanelets arbejde. Vi oplever da også, at deltagelse i et aftagerpanel er populært og givtigt. Det er også vores oplevelse, at medlemmerne har glæde af kontakten til øvrige toneangivende aktører inden for deres faglige område.

Aftagerpanelets rolle er, at danne bro mellem den enkelte uddannelse og det omgivende samfund og arbejdsmarked. Derfor forventer vi, at du både fungerer som inspirator og ambassadør for uddannelsen.

Som inspirator, fordi det er væsentligt for os, at du kan give fakultetet og studieledelse feedback på, om de kompetencer, de studerende opnår i deres uddannelse, er anvendelige og gør dem konkurrencedygtige på arbejdsmarkedet i ind- og udland.

Som ambassadør, fordi du skal være med til at udbrede kendskabet til uddannelsen og til dimittendernes kompetencer.

Aftagerpanelets arbejdsområder:

  • at bidrage med aktuel viden om arbejdsmarkedets kompetencebehov og fremtidsvisioner og derigennem præge uddannelsens indhold og udvikling
  • at stille kritiske spørgsmål til uddannelsens indholdsmæssige og strukturelle planlægning
  • at give forslag til nye uddannelsestiltag, både hvad angår nuværende og evt. nye uddannelser
  • at udvikle samarbejde mellem den enkelte uddannelse og arbejdsmarkedet
  • at forholde sig overordnet til interne og eksterne evalueringer af uddannelsen

 

Det er afgørende for os, at vi har dialogen med aftagerne af vore dimittender, hvis vi fortsat skal udbyde landets bedste uddannelser inden for sundhedsområdet.

Derfor lægger vi stor vægt på
• at deltagelsen i et aftagerpanel opleves som positivt og givende for alle parter
• at praktiske forhold fylder så lidt som muligt for medlemmerne
• at mailkorrespondancen til medlemmerne minimeres til det absolut nødvendige
• at mængden af forberedelse op til et møde i aftagerpanelet er overkommelig
• at der på møderne skabes et åbent og konstruktivt miljø, hvor dialog prioriteres, og hvor uddannelsen og fakultets medlemmer lytter til aftagernes kommentarer.
Et aftagerpanel afholder sædvanligvis møde én gang årligt på Syddansk Universitet i Odense. Mødet vil typisk vare to timer og afholdes om eftermiddagen. Udvalget kan også høres via mail i spørgsmål vedrørende f.eks. uddannelsens udvikling og profil.

Deltagelsen i aftagerpaneler er ulønnet, men fakultetet dækker naturligvis eventuelle transportudgifter.
For nærmere information om aftagerpaneler på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet, kontakt uk.sund@health.sdu.dk.
Undervisningsevaluering

Undervisningsevaluering på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Læs mere

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense C - DK-5230
  • Telefon: +45 6550 3903

Sidst opdateret: 05.11.2023