Første spadestik til nyt TEK
Mandag d. 4. marts 2013 tages det første spadestik til Det Tekniske Fakultets nye bygninger.
På mandag går håndværkerne for alvor i gang med at bygge det nye fakultet. Det bliver markeret ved, at klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard, rektor Jens Oddershede, dekan Per Michael Johansen og direktør for Bygningsstyrelsen Carsten Jarlov tager det første spadestik.
Den supermoderne bygning, der forventes færdig sommer 2015, kommer til at rumme 240 arbejdspladser, 900 pladser i projektrum plus 70 laboratorier og værksteder – heriblandt et treetagers pilotlaboratorium til kemiteknik og et toetagers robotlaboratorium.
Unikt design
Arkitektfirmaet C. F. Møller står bag den 14 meter høje og 19.000 kvadratmeter store bygning, der får et flot og funktionelt design. Facaden bliver udformet som en flydende overflade med rundinger, der er med til at skabe lys, luft og rummelighed i bygningen.
Også indvendigt fremstår fakultetet unik og inspirerende. I hjertet af bygningen finder man ’Møblet’, som er en stor gennemgående trappekonstruktion, der både rummer seminar- og møderum og opholdsarealer.
Fokus på energi og indeklima
Der skal spares på energien, og det gælder også i det nye byggeri, som er i lavenergiklasse 1. Det betyder blandt andet, at der er ca. 700 kvadratmeter solceller på taget. Samtidig er der fokus på lavt energiforbrug, godt indeklima og brug af materialer, der sikrer mindst mulig miljøbelastning.
Byggeriet, der blandt andet skal huse Institut for Kemi-, bio- og Miljøteknologi, Institut for Teknologi og Innovation og Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, forventes færdig sommer 2015.
Program for arrangementet
Mandag d. 4. marts 2013 kl. 14-14.15: Første spadestik ved klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard, rektor Jens Oddershede, dekan Per Michael Johansen og direktør for Bygningsstyrelsen Carsten Jarlov.
Det finder sted på byggepladsen ved P1, Campusvej 55, Odense.
For mere information om byggeriet:
Udviklingskonsulent Mogens Brabech på tlf. 6550 7310 eller mbra@tek.sdu.dk