Robot kapper rød snor ved indvielse af ny bygning
Ved onsdagens indvielse af ingeniørernes nye bygning i Odense var det en robot, som kappede den røde snor.
Da Det Tekniske Fakultet og resten af universitetet onsdag indviede ingeniørernes nye bygning, blev det gjort helt i indflytternes ånd. Der var champagne, frugt, kransekage og taler – og så var det en robot, som kappede den røde snor.
Robotten stod klar til at udføre det ærefulde hverv, som normalt overlades til prinsesser. Den havde ingen saks med, men brød i stedet den røde snor med en kugle af ild. Det var en gruppe kandidatstuderende, der stod bag showet, og de har arbejdet i to uger på at få det klart til indvielsesdagen.
Et miljø der indbyder til nørdet leg
De studerendes repræsentant, Line Amtorp, havde i sin tale få øjeblikke forinden sagt, at den nye bygning med boblerne og den store kobbertrappe indbyder til nørdet leg. Og nørdet leg er der både plads og faciliteter til i nybyggeriet.
Rektor Henrik Dam tog i sin åbningstale gæsterne med på en rejse tilbage i tiden, hvor han fortalte om, hvordan Odenses første tekniske skole blev grundlagt af fem håndværksmestre for godt 170 år siden. De havde set behovet for veluddannet og teknisk kyndig arbejdskraft, hvis Danmark ikke skulle hægtes af udviklingen.
I dag er det Syddansk Universitet, som uddanner ingeniørerne, men samme takter gælder - Danmark skal ikke hægtes af. Den nye bygnings faciliteter sikrer ingeniørerne en plads i førersædet, når det gælder om at blive i spidsen for den teknologiske udvikling.
Teknologiens fremtid i nyt fyrtårn
Dekan Henrik Bindslev sagde om den nye bygning, at den udgør et fyrtårn, der peger ind i fremtiden, hvor bæredygtighed, højteknologi og kundskab går hånd i hånd. Her skal ingeniørerne sprudle, dele viden og få nye ideer.
- Vores nye domicil repræsenterer imponerende ingeniørvidenskab, arkitektonisk kunst, solidt håndværk og samarbejde mellem faggrupper, og den forener klimamæssige hensyn med smukt og funktionelt design, lød hans ord kort før, at han skålede for det elegante nybyggeri.
Se video og flere billeder fra indvielsen på Facebook.